Trænings- og kampplan

Kampreferater

Galerie MIF96

Inspiration

Modstandere

Turnering

Pokalturnering





Cheftræner Per Olesen 86800352 / 22282550

Anders Munch
86815231 / 40312444

Kristian Skriver Dahl
86684430 / 60462456


Forårsafslutning

26-06-2008: MIF-Forældrene 5-3

Turneringskampe

Slutstilling i JBU's forårsturnering, U-12 Drenge A

21-06-2008: MIF-Silkeborg IF 1-2
14-06-2008: Brabrand IF-MIF 2-3
07-06-2008: FC Skanderborg-MIF 2-2
31-05-2008: MIF-HA85 6-2
19-05-2008: Silkeborg IF-MIF 2-2
08-05-2008: MIF-Brabrand IF 4-0
26-04-2008: MIF-FC Skanderborg 1-0
12-04-2008: HA85-MIF 0-2

Pokalkampe

JBU's pokalturnering: Kvartfinalen den 27-05-08 mod AGF blev endestation

27-05-2008: AGF-MIF 2-0
13-05-2008: MIF-IF Lyseng 3-2
06-05-2008: Thisted FC-MIF 0-1
29-04-2008: MIF-Herning Fremad 5-1
22-04-2008: Løsning IF-MIF 0-5

Silkeborgmesterskaberne

Slutstilling i Silkeborgmesterskaberne


11-05-2008: MIF-Thorning IF 1-1
11-05-2008: MIF-HA85 I 1-2
11-05-2008: MIF-HA85 II 4-0
11-05-2008: MIF-Silkeborg KFUM 5-0
11-05-2008: MIF-Silkeborg IF 0-0
11-05-2008: MIF-Grauballe UGF 9-0
11-05-2008: MIF-Ans IF 3-0 (uden kamp)


Nørhalne Cup

Slutstilling i Nørhalne Cup
Klip med bl.a. MIF96 fra TV2NORD

03-05-2008: MIF-FC Honka 1-2
03-05-2008: MIF-Aabybro IF 2-0
03-05-2008: MIF-Professional Football Academy 1-0
01-05-2008: MIF-TST, Tilst 4-1
01-05-2008: MIF-Støvring IF 4-0
01-05-2008: MIF-Assens FC 2-1
01-05-2008: MIF-Professional Football Academy 1-0


Træningskampe

Slutstilling i JBU's træningsturnering

30-03-2008: MIF-Odder IGF 4-0
24-03-2008: BMI-MIF 1-3
20-03-2008: Brabrand IF-MIF 1-4
15-03-2008: Stensballe IK-MIF 2-3
08-03-2008: MIF-AIA/Tranbjerg 7-0
01-03-2008: IF Lyseng-MIF 1-0
27-02-2008: MIF-MIFU13 3-0
23-02-2008: MIF-HA85 2-3
03-02-2008: SIF-MIF 4-0

Regionsmesterskaberne, indendørs

Slutstilling i regionsmesterskabet

12-01-2008: MIF-Kolding IF/Bramdrupdam GIF/Skovbakken IK 3-1/3-3/4-3

Referater


21-06-2008: MIF-Silkeborg IF 1-2   

Fair nok

Det var fair, som resultatet blev, men både uafgjort og det modsatte resultat ville også have været fair, eller i det mindste ikke unfair.

Lørdag d. 21. juni skulle vort dejlige, men minimale MIF-anlæg (der med det superhøje aktivitetsniveau i klubben bliver meget slidt, som sæsonen skrider frem) danne rammen om noget, som vi kunne kalde for en puljefinale. Både SIF, som var på besøg og MIF var for længst kvalificeret til Mesterrækken, hvilket var det store mål med forårets turnering i A-rækken. SIF havde på forhånd pointmæssigt fuldt hus i alle kampe, bortset fra kampen mod MIF, mens MIF havde spillet yderligere en enkelt kamp uafgjort. Situationen var derfor den, at MIF skulle vinde kampen for at slutte på førstepladsen i puljen, mens SIF kunne nøjes med uafgjort.

MIF var i modsætning til de to seneste kampe heldige med at kunne stille i stærkeste opstilling, hvilket betyder, at der er én udskiftningsspiller. Vi stillede med et hold med 10 fra årgang 96 og 2 fra årgang 95. De to fra 95 er som reglerne foreskriver begge fra sidste kvartal af året – der må være to på holdkortet, som er fra sidste kvartal i 1995. SIF stillede (må vi formode) også med stærkeste opstilling, men man havde en håndfuld fra 96, mens resten var fra 97. Det kan undre, at man ikke kan finde ældre spillere, som kan slå 97’erne af, men på den anden side må vi regne med at SIF’s U12-hold bliver stærkere næste år – godt for dem, men vi interesserer os mest for kampen, her og nu!

Vejret vekslede meget – mellem solskin og regn, og der var i perioder en ret kraftig vind på tværs af banen.

Kampen startede forrygende – allerede i det allerførste minut havde vi en rigtig god scoringsmulighed – en lang bold blev stukket fladt frem til Aske, der resolut trykkede af, med det resultat, at bolden tog overliggeren. Blot ét minut senere lagde Emanuel den første af flere flotte tværafleveringer – denne gang til Aske, der igen trykkede af, men bolden gik bag om målet. I kampens 3. minut havde SIF kampens første hjørnespark, der imidlertid blev ufarlig, gik helt på tværs og ud over mållinjen. MEN da man i det 5. minut igen fik et hjørnespark var det anderledes farligt. Først headedes bolden på vores overligger, hvorfra den sprang i spil igen, for blot sekundet efter at blive sparket i mål. 1 – 0 til SIF!

De følgende minutter var spillemæssigt meget lige – begge hold forsøgte at få bolden til at køre, men når modstanderen er klar og fighter, presser boldholderen med det samme, så er det svært. Næsten alle opspil blev brudt efter få afleveringer. Referenten noterede midt i halvlegen, at det så ud til at SIF var ved at få et mindre overtag, der dog ikke resulterede i større scoringsmuligheder. I kampens 17. minut lavede Mathias (Bob) et flot frisparksindlæg, der blev lagt ind bag forsvarerne til Emanuel, der var centimeter fra at kunne prikke den.

Med små 10 minutter tilbage af halvlegen havde referenten lige noteret, at vi var ved at komme tilbage og havde bolden mere, da Mathias (Linde) i et opspil i vor højre side fik bolden, så at han ikke blev presset og resolut fyrede af, med det resultat, at bolden fladt og hårdt havnede i netmaskerne, til venstre for SIF-målmanden. Med Mathias (Linde) og Aske har vi virkelig skudtrusler udefra – dejligt at det gav pote i denne kamp. Næppe var bolden givet op, før SIF’s Sven fik en af SIF’s specialiteter, en lang stikning til et direkte løb mod mål. Denne gang nåede Emil at presse ham i skudøjeblikket og Johannes lavede en fin redning helt nede i græshøjde. Lige før halvlegen blev fløjtet af havde Aske et flot sololøb i venstre side, hvor han i en direkte løbeduel med sin modstander, med bold runder ham og sender bolden hårdt og fladt ind foran mål, men SIF-målmanden var vågen og nåede først på bolden.

1 – 1 ved halvleg – det kunne vist hverken vi eller vore modstandere indvende noget imod.

I halvlegen benyttede trænerne muligheden for at rose vore spillere og opildne dem til at fortsætte den flotte indsats.

Da 2. halvleg startede, skulle det vise sig, at den kom i gang på en lige så hæsblæsende måde som den forudgående. Blot 2 minutter inde i anden halvleg opstod en situation, hvor der var et hul i rummet udenfor vort straffesparksfelt. (her kunne det være dejligt, hvis situationen kunne ses i slowmotion, men det er desværre ikke muligt, så referenten må gengive det, som situationen blev opfattet) SIF’ernes Sven havde bolden, og Emil måtte gå frem mod ham, for at forhindre et direkte skud, med det resultat at SIF’erne lavede en flot 1-2 rundt om ham, hvorved Sven kom i en fri og upresset situation, hvilket resulterede i en scoring til SIF: 2 – 1.

Få minutter efter havde Tobias et flot langskud, hvor SIF-målmanden, der spillede sikkert i hele kampen, greb flot ind. Referenten noterede sig herefter en række minutter, hvor spillet overvejende var på midten af banen, uden nævneværdige chancer til nogen af holdene. Da vi rundede midten af halvlegen lavede Mathias (Linde) et fint forarbejde, serverede bolden til Marc, der laver et frækt træk, snyder sin direkte modstander og fyrer af. Bolden passerede lige udenfor målrammen, til venstre for målet.

Da der var 10 minutter tilbage af kampen opstod en farlig situation. SIF’s Robert, der spillede en rigtig flot kamp og fordelte bolden fint rundt, sparkede et frispark, der gik over vort forsvar, og Johannes, der stod en rigtig flot kamp, måtte ud for at bokse bolden væk for næsen af hele tre af SIF’s spillere.

I halvlegens 25. minut kom SIF’s Sammy fri i vores højre forsvarsside og fik skudt fladt, men igen var vor målmand, Johannes, oppe på mærkerne og reddede i flot stil.

De allersidste minutter af kampen bølgede frem og tilbage – MIF presser og SIF slår kontra – SIF’s Robert havde et nærgående skud lige over vort mål, men blot et enkelt minut efter er Aske ved at komme fri i den modsatte ende, men blev blokeret i skudøjeblikket.

Da kampen blev fløjtet af måtte vi acceptere sæsonens første nederlag i turneringen, men rigtig utilfredse med indsatsen kunne vi ikke være. Tværtimod, vi ydede en fin indsats mod en modstander, der spillede godt. SIF blev puljevinder, vi blev nummer to. Hvis vi kikker på statistik, så viser scoringstabellerne, at SIF scorer mange flere mål end os, mens der er scoret et enkelt mål færre mod os end mod SIF.

Referenten tildeler hele holdet 4 bolde for en flot halvsæson!

Sådan så SIF kampen


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Viktor, Aske, Marc, Gustav, Mathias L., Mathias N., Emanuel, Tobias

Fidus: Johannes
Målscorere, MIF: Mathias L.

Referent: Eigil Jensen

Fotograf: Nana Paulo, se Galerie MIF96.






14-06-2008: Brabrand IF-MIF 2-3   

Vigtig sejr med mislyde...

Optakt:

Brabrand lagde lørdag d. 14-06 bane til MIF´s næstsidste turneringskamp inden en velfortjent sommerferie. Efter det lidt skuffende 2-2 resultat i Skanderborg, skulle drengene rejse sig mod rækkens bundhold, som referenten dog 4 dage forinden havde set spille en ganske lige og god kamp mod SIF. Så vi var advaret! Banen var i en rimelig stand, men stadig knastør efter varmeperioden. Heldigvis var det overskyet og ikke så varmt, da vi igen i dag måtte drage af sted uden udskiftere.

Cheftræner Per ville fra start se MIF'erne være aggressive og ikke give Brabrand-spillerne ro til noget. Han konstaterede at banen ikke var særlig bred, og at det derfor var ekstra vigtigt at bruge hele bredden og få en masse sideskift ind i det opbyggende spil.

Rædderlige første 10 minutter - herefter fantastiske 20 minutter

MIF kom noget skævt ind i kampen. Allerede i det 3. minut fik en modstander lov at stå mutters alene ved et indlæg. Heldigvis opdagede han ikke hvor fri han var, så han headede det store tilbud over mål. I det 6. minut fik vi endnu en forskrækkelse, da et umiddelbart ufarligt forsøg overrumplede Johannes og herefter ramte stolpen.

Men gutterne skal roses for hurtigt at ryste den famlende start af sig, og langsomt, men sikkert, arbejdede de sig ind i kampen, for at totaldominere de sidste 15-20 minutter af 1. halvleg. Tobias, som vikarierede i angrebet, gled i det 12. minut flot igennem til baglinjen i venstre side, og serverede en tværbold på et sølvfad til Mathias Linde, som brugte Jon Dahl indersiden. 1-0, hvilket gav en masse dejlig energi og overskud til at vælge de rigtige løsninger. Nu kørte det for alvor og vi pressede og spillede stort set kun på den forreste 1/3 af banen. Aske og Mathias "Bob" havde et par halve forsøg/chancer omkring det 15. minut, som ikke gav pote.

Men det gjorde det til gengæld 4 minutter senere. Tobias er forudseende i sit løb og prikker en aflevering mellem 2 forsvarsspillere. Inden de når at takle ham har han også prikket den forbi Brabrands fremadstormende målmand. 2-0, og nu gik det stærkt. Mens referenten skrev de foregående 3 linjer på blokken, bliver Emanuel klart nedlagt i feltet. Gustav scorer sikkert fra 11-meter pletten. Herlige 3-0 og MIF fortsatte det flotte fremadrettede kombinationsspil. Men trods et flot slalomløb og en afslutning snert forbi bageste stolpe af Aske; måtte vi gå til pause med 3-0.

Pause:

1. halvleg havde desværre kostet et par skavanker hos Linde og Emanuel, der døjede med henholdsvis ryggen og benet. De blev bedt om at være angribere, og så ellers gøre det så godt som fysikken nu ville tillade det. Nu stod man virkelig og ønskede, at truppen var større.

Men mon ikke MIF kommer styrket ud af sommerens transfervindue: Rygterne svirrer om flere interesserede spillere.

MIF lullet i søvn i 2. halvleg..

2. halvleg udviklede sig til et skoleeksempel på hvordan det går, når man går ned i tempo og slipper grebet om kampen, i den tro at man kan køre kampen hjem på autopiloten. Vel er vi et bedre hold end Brabrand, men forskellen er altså ikke større, end at kampen tipper så snart vi slækker 10-20% på afleveringspræcision, indstilling og fight. Første advarsel kom i det 34. minut, men Johannes kommer godt ud af buret og dykker fornemt ned i bolden.

De næste 10-15 minutter er helt lige uden store chancer til nogle af holdene. Der vises til tider gode individuelle tekniske færdigheder, som ifølge Eigil helt sikkert var blevet vist i slowmotion, hvis de var blevet lavet ved EM. Men det hang ikke rigtigt sammen. Noget ok spil og kombinationer blev hele tiden skæmmet af, at den sidste dribling ikke var skarp, den sidste aflevering var for upræcis og afslutningerne var for tynde.

Viktor kommer dog i det 50. minut frem til et flot flot hovedstødsforsøg, der havde fortjent en bedre skæbne end at suse lige over overliggeren.

I de sidste 10 minutter forærer vi dem endda 2 mål efter et par misforståelser i forsvaret, men i nærheden af udligningen kommer Brabrand heldigvis reelt ikke. Forsvaret har spillet til UG med kryds og slange hele foråret og har reddet holdet i mange kampe. De skal derfor være mere end tilgivet for et par småfejl. Alle på banen lavede i dag disse fejl, men som forsvarsspiller springer de oftere i øjnene, da de lettere koster mål.

Drenge, nu har I muligheden for selv at afgøre sagerne og tage den endelige puljesejr. Og så endda på hjemmebane mod vores venner fra SIF, det kan ikke blive bedre. Lad os håbe, at der kommer en masse forældre, søskende, familie, venner og MIF-supportere på Solbakkevej lørdag d. 21 juni, til at bakke holdet op - de fortjener det.

Referenten giver 2 bolde i alt.
4 bolde for 1. halvleg.
Minus 2 bolde for 2. halvleg.


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Viktor, Aske, Christian, Gustav, Mathias L., Mathias N., Emanuel, Tobias

Fidus: Tobias
Målscorere, MIF: Mathias L., Tobias, Gustav

Referent: Søren Hertz

Fotograf: Tia Laursen, se Galerie MIF96.






07-06-2008: FC Skanderborg-MIF 2-2   

I den varme gryde

Lørdagens kamp skulle, på årets hidtil varmeste dag, spilles på Skanderborg Stadion, der ligger smukt omkranset af høje træer, men som på en så varm dag næsten kunne virke som en gryde. Dagens modstander var, som det fremgår, Skanderborg, der var placeret næstnederst i puljens point-hierarki.

Vi havde vundet vores hjemmekamp mod Skanderborg med 1 - 0, og vi var i den kamp ikke klart bedre end Skanderborg, så både spillere og trænere var helt klar over, at der ikke ville blive tale om nogen walk-over. Vi var yderligere stillet sådan, at der kun var 11 spillere til rådighed på dagen, så der var ikke nogen at skifte med, og i den stærke varme var det klart en ulempe.

MIF kom fint i gang med kampen. Allerede efter 4 min. spil lagde Aske den flotteste aflevering fra venstre side, bagom forsvarsspilleren og ind til Emanuel, der desværre kom til at træde i bolden, hvorved forsvaret kom på plads og muligheden blev forpasset. De efterfølgende minutter bød på et ufarligt hjørnespark til Skanderborg og et par offside-kendelser mod MIF, men spillet var generelt vældig meget på midten og uden målchancer.

I det 16. minut var Aske igen på spil i venstre side - denne gang lavede han en flot stop-finte, hvorved han kunne lægge bolden hårdt indover, hvor Emanuel nåede bolden, men headede lige forbi.

For undertegnede så det ud til, at vi kom til at spille med for mange lange bolde frem ad banen - det har SIF succes med, men det er formentlig ikke den måde vi skaber flest chancer på.

I det 21. min. blev bolden spillet ind fra venstre, Skanderborgs forsvar fik hovedet på og headede væk - bolden røg ud til Emanuel, der sparkede bagover - bolden kom højt ind til målmanden, der ikke turde holde bolden, hvorved der opstod en mulighed til Mark, der sikkert scorede. I det næste minut havde vi endnu en scoringsmulighed, denne gang ved Aske, men desværre uden at bolden røg i mål.

Blot 4 minutter efter vores egen scoring måtte vi se Skanderborg udligne. Bolden blev spillet op i deres venstre side, hvor Skanderborg kampen igennem havde deres klart farligste mand (som Tobias med rigtig god forudseenhed og fight tog pynten af) - midterforsvaret trak ud mod angriberen, hvorved der opstod et hul i vort forsvar. Med stor dygtighed blev bolden spillet ind til deres angriber, der nåede den før Johannes og sparkede den sikkert i mål.

Første halvleg bød også på en meget besynderlig situation, hvor dommeren dømte off-side mod Emanuel, der stod helt fri. Dommeren opdagede, at den var helt gal, da en Skanderborg-forsvarer stod på mållinjen og han ændrede sin off-side-kendelse til et dommerkast. Selv om dommeren erkendte sin fejl blev vi dog berøvet en oplagt scoringsmulighed.

Halvleg

I halvlegen måtte Tobias skifte støvler - selv om der havde været et problem med støvlerne havde han spillet en supergod første halvleg, hvor han havde holdt Skanderborgs farligste angriber i kort snor. Alle var enige om at det ville være muligt at vinde kampen og at der skulle kæmpes videre, allerhelst med afleveringer op ad banen, i stedet for de mange lange spark man havde set i 1. halvleg.

Desværre fik anden halvleg en uheldig start. Efter bare 3-4 minutters spil opstod en situation, hvor Skanderborg var i angreb, bolden blev spillet frem midt på banen og stukket frem mod deres centrale frontløber. Emil løb fra Skanderborg-angriberen og nåede bolden først, og samtidig var Johannes på vej ud af sit mål, og råbte at han havde bolden. Så meget kunne vi se udefra - efter kampen blev det opklaret, at Emil, trods Johannes' råb blev i tvivl om, hvorvidt Skanderborg-spilleren ville nå bolden først og valgte at prikke bolden tilbage til Johannes, der var kommet for tæt på til at nå at reagere på den nye situation. Resultatet var at bolden trillede forbi Johannes og Skanderborgs frontløber fik et tomt mål at trille bolden ind i. Det var et af de, for vort hold, usædvanlige forsvarskiks. Johannes og Emil tog sig begge til hovedet og ærgrede sig, men heldigvis var der kun nogle få af holdkammeraterne, der kom med negative kommentarer - de fleste tog situationen i stiv arm og opildnede hinanden til at kæmpe videre.

Netop dette, at vort hold ikke giver op, selvom man er bagud, så vi både i kampen mod SIF, hvor vi kom tilbage og udlignede, og i kampen mod AGF, hvor vort spil mod slutningen blev bedre og bedre, selv om vi endte med at tabe kampen. Denne kamp blev ingen undtagelse. Der var ingen slinger - alle kæmpede videre.

Der skulle gå blot 5 minutter fra Skanderborgs scoring før vi fik udlignet. Det var Aske, der opsamlede en bold lidt inde i banens venstre side, hvorefter han med et drønhårdt venstrebensspark placerede bolden til højre for målmanden. Målet var startskuddet til den bedste periode for vort hold. Egentlig skulle man formode, at vi ville få vanskeligheder med udholdenheden, eftersom vi ikke havde nogen at skifte med, men det kunne man slet ikke se. Bolden blev nu i højere grad spillet op ad banen - de små trekanter kom til at fungere bedre - de hurtige afleveringer fungerede - FLOT!

Midt i anden halvleg havde Skanderborg et enkelt farligt skud og sammen med en blød bold, der er par minutter før tid strejfede vores overligger, var det de eneste to gange vore modstandere var i nærheden af at score, men ellers var det MIF, der dominerede. Mark havde en skud, der gik lige forbi og lidt senere spillede Mark Emanuel fri, men Emanuel kom lidt for langt ud i siden til at forsøget blev rigtig farligt. Lidt senere headede Emanuel bolden bagover, men lige forbi.

Blot 6 minutter før kampens afslutning kom Mark fri i venstre side, vinklen blev lidt spids, og han bragede bolden knaldhårdt på foden af stolpen. I de allersidste minutter forsøgte Mark sig igen - denne gang med et hovedstød, der ramte overliggeren.

Det uafgjorte resultat kunne vi måske have ønsket os vekslet til en sejr, men Skanderborg viste sig som en stærk modstander, der lige som i den første kamp spillede lige op (eller næsten lige op) med os.

Efter kampen står man tilbage med et indtryk af, at vort hold havde ret mange muligheder for at score, men at det fornødne held ikke var til stede. Som udviklingspunkter kunne kampen måske også vise, at vi skal fortsætte med at udvikle sikkerheden i forsvaret, og herunder kommunikationen mellem forsvarsspillerne, ligesom angriberne kan udvikle kvaliteten i afslutningerne.

3 bolde for en god fight, men med mulighed for at gøre det endnu bedre.


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Marc, Aske, Christian, Gustav, Mathias L., Mathias N., Emanuel, Tobias

Fidus: Gustav
Målscorere, MIF: Marc, Aske

Referent: Eigil Jensen

Fotograf: Lene Søby, se Galerie MIF96.






31-05-2008: MIF-HA85 6-2   

Målrigt lokalopgør sikrede Mesterrækkestatus til efteråret...

Optakt:

På en smuk og solbeskinnet dag på MIF´s anlæg kunne vi byde vores venner fra HA85 velkommen til lokalopgør…og topopgør. Med 3 sejre i rap var HA85 pludselig kun 1 point efter MIF i tabellen (dog for en kamp mere), så et nederlag i dagens kamp ville pludselig sende dem forbi os. Dette faktum, samt at vi absolut HADER at tabe til HA85, var 2 store motivationsgrunde for gutterne. Spørgsmålet var så, om der kunne bygges videre på de fine takter fra de to seneste kampe mod SIF´s og AGF´s elitehold, mod en på papiret lettere modstander. På en konkurrerende hjemmeside kunne man for nylig læse, at det er svært at sætte sig op til kamp når det ikke er en "stor" klub man skal møde. I den kategori af indstilling skal MIF-drengene helst ikke havne.

Parat, start, og MIF-eksprestoget kørte fra første fløjt:

Var man i tvivl om indstillingen og udfaldet af kampen, så skulle der ikke gå ret mange minutter før det ikke var tilfældet mere. MIF satte sig tungt på begivenhederne og afgjorde vel reelt kampen på de første18 forrygende minutter, selv om dommeren gjorde sit til at skabe lidt spænding til 2. halvleg.

Inden det næsten var aftalt på sidelinjen hvem der skulle være dagens referent, og blok og kuglepen var fundet frem, så havde Aske smukt headet MIF i front i det 3. minut efter et præcist hjørnespark fra Tobias. Knapt var blækket tørt, før der måtte noteres 2-0 på blokken i det 6. minut. Aske glider igennem til baglinjen i venstre side og serverer et flot indlæg som passerer til bagerste stolpe, og her dukker Mathias Linde op som trold af en æske og helflugter læderet i nettet. Smukt smukt.

Men det skulle blive endnu smukkere. I det 9. minut tørrer Emanuel 3 stk. HA85'ere ved baglinjen på et areal som en telefonboks. Han afslutter disse laudrupske finter ved at serve bolden ind til bagerste stolpe….og sørme om ikke trolden fra æsken, dagens fidusmodtager Mathias Linde, dukker op igen og header 3-0 føringen i kassen. MIF dominerede totalt i kampens indledning.

I det 15. minut bliver der flot kombineret og Marc sender Mathias Linde af sted i fri position med HA85-målmanden. Linde får fyret et ordentlig drøn af sted som målmanden parerer lige ud til Emanuel, som resolut sparker den i mål. På mystisk vis og efter referentens mening helt forkert, bliver Emanuel dømt offside, selv om han i skudøjeblikket er klart bag en HA85-forsvarsspiller.

Men okay, det var til at leve med, for vi skulle kun vente 3 minutter mere før Emanuel kom på tavlen. En flot fremlægning mellem et par forsvarsspillere midt for mål bringer Emanuel fri til scoring. Det var en fornøjelse at se hvordan spillet flød i denne periode af kampen og hvordan der blev arbejdet for hinanden. Angriberne var aggressive, tog mange løb, holdt fast i bolden og lagde den fornuftigt af, og udfordrede også på egen hånd. Midtbanen arbejdede stenhårdt, fik et godt flow i spillet med mange fornuftige løsninger og flotte sideskift. Forsvaret lukkede totalt af og bakkede op for hinanden på smukkeste vis og spillede sig som oftest ud af problemerne.

I det 25. minut var MIF endda tæt på endnu en scoring da Marc vender rundt og firsttimer, men afslutningen bliver flot reddet af målmanden.

Mærkværdige dommerkendelser gav lidt malurt i bægeret før pausefløjtet:

Alt ser fredeligt og fordrageligt ud mod slutningen af halvlegen, hvor HA85 ikke har haft nævneværdige chancer. Man stod med en fornemmelse af, at dette ikke kunne gå galt. Men den opfattelse gjorde dommeren sit til at spolere. I det 28. minut dømmer han til alles overraskelse pludselig straffespark til HA85. Alle spillere (også HA85), er på vej mod midten for at være klar til målspark, da dommeren har set en obstruktion langt væk fra bolden som var på vej ud over baglinjen. Referenten har set mange Lilleput/U12 kampe de sidste 3 år, men dette er da klart det tyndeste straffespark jeg har set dømt. Sikker scoring og nu 4-1.

I det 30. minut får HA85 et korrekt dømt frispark en 4-5 meter uden for feltet. Der bliver svagt sparket i muren, hvorefter der pludselig dømmes omspark. Og denne gang sparkes den flot ind uden chance for Johannes, der igen var fit for fight efter tirsdagens sygdom mod AGF.

Øv øv øv… Til pause med "kun" 4-2 og en mærkelig smag i munden, da HA85 ikke havde haft en reel målchance.

Pause:

Referenten var så paf og forbløffet i pausen og diskuterede ivrigt afslutningen på første halvleg med de øvrige forældre, at han glemte at lytte til Pers gode råd til spillerne.

Mere spillemæssig lige 2. halvleg - men massiv overvægt i chancer til MIF:

Heldigvis lod gutterne sig ikke gå på af modgangen, selvom 2. halvleg ikke levede op til den flotte 1. halvleg. HA85 kom ud med mere gejst og det blev en ganske lige 2. halvleg. MIF kom dog klart frem til flest chancer, nogle af dem endda kæmpestore. Emanuel, Linde, Aske og Gustav kom frem til store chancer i nævnte rækkefølge mellem det 37. og 47. minut. En stærkt spillende HA85 målmand diskede op med flere fine redninger, mens de forsøg han ikke fik fat i sneg sig lige uden om stolperne.

Vi skulle helt frem til det 54. minut før Mathias Bob lukker og slukker kampen. Han bryder flot et HA85 opspil i højre side og udnytter herefter sin fantastiske speed på de første 10 meter. 2 træk og så hamrer han ellers 5-2 målet ind.

6-2 målet kommer 2 minutter før slutfløjtet. Marc ligger bolden til rette til Gustavs farlige venstreben, og knastørt placerer han den ved modsatte stolpe. Vi havnede altså på tenniscifre, og set over hele kampen og på chancefordelingen, så var det vist ikke en for stor sejr. Da resultatet i den anden kamp i puljen flaskede sig, er MIF allerede nu sikret mesterrækkestatus til efteråret. Tillykke med det til trænerteamet og gutterne. Godt gået!!!

Referenten giver 4 bolde (raketter i anledning af oprykningen, red.).

1 bold for indstillingen.
1 bold for en fantastisk første halvleg.
1 bold for mange fine tekniske detaljer.
1 bold for at have spillet sig i mesterrækken.


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Viktor, Aske, Marc, Gustav, Mathias L., Mathias N., Emanuel, Tobias, William

Fidus: Mathias Lindegaard
Målscorere, MIF: Aske Munch, Mathias Lindegaard (2), Emanuel Paulo, Mathias Nielsen, Gustav Dahl

Referent: Søren Hertz

Fotograf: Nana Paulo, se Galerie MIF96.






27-05-2008: AGF-MIF 2-0   

Pokaleventyret er slut

For få måneder siden var det bare et ønske for vore spillere at kunne løbe på banen mod et af de ”store” hold. På denne solbeskinnede tirsdag var det så anden gang inden for 8 dage, at vore spillere skulle spille mod et hold, som måtte formodes at ligge klasser over vort hold. MEN der var dog ingen tegn på at vore spillere eller trænere for den sags skyld havde tænkt sig at lade AGF vinde uden at have ydet alt, hvad der var muligt.

Op til kampen var der drama, da Johannes, vores ubestridte målmand, fik det dårligt og selv om der blev fremskaffet en hovedpinepille, så han dog ikke godt ud. Henrik havde allerede vist stort mod og iført sig målmandstrøjen, da Johannes i sidste øjeblik meldte sig klar.

Perfekt bane

Da holdene løb på banen var betingelserne for en god kamp fuldt ud til stede – banens stand var langt over det vi er vænnet til, et perfekt græstæppe, og med næsten ingen vind og solen på tværs af banen var der intet at klage over.

Gys, for en start!

AGF kom susende fra start og lagde straks fra start et tungt pres på vore spillere – det resulterede i noget der kunne ligne kampen mod SIF, da AGF allerede efter mindre end 3 min. spil, efter et opspil i deres venstre side, en aflevering til deres 10’er, der driblede på tværs og lagde en aflevering skråt tilbage, hamrede bolden op i nettaget, uden nogen chance for Johannes.

Johannes fik lov at vise at han var vågen i de kommende minutter, men egentlig var AGF ikke voldsomt farlige. I det 12. og i de 14 min. havde henholdsvis Aske og Emanuel skud indenfor målrammen, men AGF-målmanden var usvigeligt sikker. Det begyndte lige så stille at se bedre ud, da vi skulle få en våd klud i ansigtet, da vort forsvar efter ca. 17 min. spil kom i ubalance, hvilket resulterede i at midterforsvaret måtte rykke ud i vor højre forsvarsside for at forsøge at dæmme op for et angreb, med det resultat at AGF’s 10’er kom til at stå fri midt for mål, og den scoringsmulighed lod han ikke gå fra sig. 2 – 0.

Til vort holds ære skal det siges, at der ikke var nogen, der peb, de kæmpede videre, uden tegn på mismod. Det skete heller ikke, da Emil et par minutter senere måtte redde et farligt AGF-forsøg på målstregen med hovedet.

Den bedring vi havde set i spillet, lige før AGF’ernes scoring indfandt sig igen, og uden at vi kan sige, at vi kom på højde med AGF’erne i spil og boldbesiddelse fik vi alligevel bedre styr på spillet, hvilket resulterede i at AGF i de sidste 10 minutter af halvlegen ikke tilspillede sig scoringsmuligheder.

Pause

I forbindelse med halvlegen måtte Johannes melde sig ud af kampen. At udskiftningen skulle vise sig at være velvalgt viste sig i løbet af anden halvleg, da Johannes kastede op flere gange. Man må sige, at Johannes ikke melder fra før det er absolut nødvendigt, og ingen af de to scoringer kunne på nogen måde lastes ham. Igen måtte Henrik iføre sig målmandstrøjen, alt imens trænerne hjalp spillerne med at justere opstillingen, så vi skulle stå så godt som muligt på banen i 2. halvleg.

Anden halvleg

Anden halvleg startede igen med et AGF-hold, der pressede, men denne gang resulterede det hverken i mål eller store scoringsmuligheder. Og langsomt arbejdede vi os ind i kampen. Indtrykket var dog stadig, at der var et par AGF-spillere mere på banen end MIF-spillere – de var meget bevægelige og meget dygtige til at lægge pres på boldholderen, samtidig med at medspillerne gjorde alt for at dække op for mulige afleveringer.Hvis referenten ikke tager fejl, så skulle vi hen til anden halvlegs 10. minut før vi fik vort første hjørnespark, som dog ikke resulterede i noget farligt.

Et spændende minut

Anden halvlegs 19. minut bød på 2 scoringsmuligheder for MIF – vi må være ærlige at sige, at de ikke var kæmpestore, men først var Emanuel meget tæt på at nå en fremlægning fra Aske (målmanden kom imidlertid først) og i samme minut havde Aske et hårdt spark udefra, som AGF-målmanden først halvklarede og derefter kunne samle op.De allersidste minutter måtte Henrik to gange vise, at han kan noget, som ingen kunne forvente at han kunne. To flotte redninger i flyvende stil. Imponerende!

Blot 2 minutter før tid havde så Mathias (Linde) et hovedstød, hvor han nåede op til bolden for næsen af AGF-målmanden, men desværre sejlede bolden lige forbi trekantsammenføjningen.

I kampens sidste minut blev den ellers meget fair spillede kamp skæmmet af AGF-anførerens tåbelige tidsudtrækning – han sparkede en frisparksbold 15 meter væk. Handlingen resulterede i et gult kort, der gav en midlertidig udvisning, som i dette tilfælde varede resten af kampen.

Vi må sige, at vort hold har grund til at være stolte over indsatsen i pokalturneringen – de blev slået ud af et bedre hold, simpelthen. Til holdets ære må man sige, at alle fightede hvert minut af kampen.

Nu bliver det spændende om holdet formår at sætte sig op til HA-kampen, som bliver den næste i turneringen. Hvis ikke det var fordi vi har et hold af meget ambitiøse spillere, så kunne man frygte en indsats uden top-koncentration i den kamp, der følger to kampe mod jyske storklubber. Heldigvis er HA vore lokale ærke-rivaler, så måske formår vore spillere at løfte spillet endnu mere efter at have fået sparring fra to rigtigt gode hold.

Fem bolde for fem gode kampe i pokalen! (Red.)


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Viktor, Aske, Christian, Gustav, Mathias L., Mathias N., Emanuel, Tobias, William

Fidus: Henrik Ringgaard
Målscorere, MIF:

Referent: Eigil Jensen

Fotograf: Lene Søby, se Galerie MIF96.






19-05-2008: Silkeborg IF-MIF 2-2   

Mini-tronskifte........på dagen!

Endelig oprandt dagen, hvor der skulle prøves kræfter mod storebror Silkeborg IF i turneringen. En dag som alle spillere, trænere, forældre og MIF-supportere havde set frem til. Hvor langt er de 13 dygtige MIF-drenge nået i forhold til de ”store” hold/klubber med eliteafdeling?

Rammerne var perfekte med en super bane, masser af tilskuere og næsten skyfri himmel med ikke for høj temperatur og ikke for megen vind. Med en modstander i Silkeborg IF på den anden banehalvdel, som har en masse dygtige spillere og en træner der ynder at spille teknisk flot fodbold, så kunne det næsten kun blive et brag af en lokalkamp.

Lille SIF dominans i 1. halvleg med 2 flotte perler som en spand kold vand i hovedet:

Selvtilliden var i top inden kampstart, da 18 ud af de sidste 19 kampe var vundet af Mariehøj IF. I de første minutter var MIF også tæt på at chokstarte med et par halvstore chancer. Men langsomt begyndte SIF at sætte sig på kampen som halvlegen skred frem og MIF-spillerne måtte tage nogle lange jagtende løbeture uden bold i de små kombinationer. Men omvendt var MIF bestemt ikke ufarlige når det lykkedes at bryde igennem SIF´s til tider usikre forsvar. Der blev flot kæmpet om hver en bold over hele banen…...jo, det var et rigtigt lokalopgør.

Men inden halvlegen var omme, fik SIF sat 2 sande perlemål ind uden chance for Johannes i buret. Specielt målet til 2-0 ses simpelthen ikke bedre på U-12 niveau. Det var et ordentlig gok i nøden for gutterne at tage med sig til pauseteen.

Pause:

Cheftræner Trylle-Per  + trænerteamet fik hurtigt hævet de sænkede hoveder på drengene i pausen. Han udtrykte stor tilfredshed med 1. halvleg og var begejstret for spillernes fight og løbevillighed. Med vinden (og solen) i ryggen i 2. halvleg var han sikker på, at reduceringen ville falde inden for de første 5 minutter, og så ville alt kunne ske. Der skulle bare fortsættes med at klø på, så ville det gode spil også komme.

KÆMPE MIF-dominans i 2. halvleg:

Gutterne fra Mariehøj kom som forvandlet ud til 2. halvleg og hold da op hvor kampen tippede i løbet af få minutter. Hvis SIF-spillerne havde taget sejren for givet i pausen (sådan så det ud), så kom de hurtigt på andre tanker. I løbet af de første 3-4 minutter af 2. halvleg, havde Gustav og Aske med to tørre venstrebenshug bragt balance i regnskabet.

Så kan det nok være at SIF rendte ind i orkanen fra Sydbyen. Det ene flotte angreb efter det andet bølgede mod den ellers velspillende SIF-målmand. Der blev kombineret flot og brudt igennem på flankerne i både højre og venstre side og det stank fælt af, gennem stort set hele 2. halvleg, at MIF ville lukke kampen. Kun sort…kulsort… uheld og en dygtig keeper forhindrede den ellers mere end fortjente MIF-føring. SIF’erne blev mere og mere rådvilde og vandt stort set ingen nærkampe mere. Det må også være surt ikke at få tid og plads til noget som helst af det flotte spil, man plejer at kunne spille.

Flere gange i 2. halvleg måtte trænerne råbe til Johannes i målet, at han skulle sørge for at holde sig varm og klar….hvis nu bolden skulle komme. Det er vist ikke hørt råbt til en modstanders målmand på Søholt i år til en U12-A kamp. Men trods de mange chancer og gode spil, måtte MIF tage til takke med uafgjort, og se SIF stjæle det ene point. Det virker lidt paradoksalt at skrive ”tage til takke med”, men selv den mest indædte SIF-fan måtte sande, at det ikke havde været ufortjent hvis alle 3 point var røget til Sydbyen efter den flotte 2. halvleg. Men sådan skulle det ikke være.

Referenten tager til fulde dette på sin kappe. Men målt ud fra spil og resultater i foråret, i forhold til det antal spillere der er til rådighed (13 stk.), så må MIF have Jyllands stærkeste hold. Mon ikke også SIF´s træner Jacob fortryder sit indlæg d. 25 marts på SIF´s hjemmeside, om den ringe modstand i turneringen, og at en træningskamp mod Randers Freja d. 26 marts nok ville blive den sværeste kamp inden KB Cup i august.

AGF-spejdere til stede + Pizza, is og sodavand hos Per og Tia

Næste kamp er udekampen i pokalen (kvartfinale) mod AGF tirsdag d. 27 maj. Endnu en stor mundfuld for MIF. AGF var repræsenteret på Søholt af deres 2 trænere, så gad vide hvad de snakkede om i bilen på vej hjem mod Århus?

Spillerne var af 3 uforsigtige trænere og forældre blevet lovet pizza, is og sodavand i tilfælde af sejr over SIF. Da alle mand gjorde det så fremragende, kommer ”udbetalingen” på onsdag til Champions League aften hos Per og Tia, selv om det ikke blev til 3 point.  

Drenge, tak for endnu en god fodboldoplevelse!!!

Referenten giver 5 bolde.
1 bold for rammerne omkring kampen.
1 bold for den store fight.
1 bold for den flotte anden halvleg.
Og endelig 1 bold for hver kasse.


Sådan så SIF kampen.


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Viktor, Aske, Marc, Gustav, Mathias L., Mathias N., Emanuel, Tobias, William

Fidus: Marc Østergaard
Målscorere, MIF: Gustav Klitgaard Dahl, Aske Munch

Referent: Søren Hertz

Fotograf: Ole Ringgaard, se Galerie MIF96.






13-05-2008: MIF-IF Lyseng 3-2   

Historisk pokalkamp med den rigtige vinder

Tirsdag den 13. maj omkring kl. 20.00 på Mariehøj IFs anlæg blev der skrevet et lille stykke sportshistorie. Aldrig før har et hold fra Mariehøj IF formået at kvalificere sig til kvartfinalerne i JBU’s Pokalturnering.

Til historien hører en rigtig pokalkamp med gys, sved og lidt tårer. Spillet blev iscenesat af Mariehøj IF U12 drenge mod Århus-forstadsklubben IF Lyseng. Det var en kamp med alt hvad en god og spændende pokalkamp skal indeholde. 3-2 blev kampens resultat og med de fortjente vindere fra MIF.

Spændende fordi kampen bølgede frem og tilbage med hurtigt presspil, tætte markeringer og masser af kanonspil med 3-4 stationer og så BANG afsted.

Godt gået drenge – vi lever videre i Pokalen!

 

MIF-drengene havde forstået trænernes oplæg i omklædningsrummet og var tændt fra start.

Se det er VILJE, og hvor der er VILJE er der VEJ, og VEJ skaber TEMPO og PLADS, og med den fornødne plads kommer det gode spil og dertilhørende mål-kasser. Endda 3 kasser fra samme spiller.

Holdet udviste stor fightervilje og formåede på flot vis at spille bolden bedre rundt både i det opbyggende spil, men også i det fremadrettede spil – vi spillede med temposkift, gode dybdeløb fra midtbanen og fløjene.

Vi stod ganske godt i forsvar og var løbevillige for hinanden. Vi spillede med større kompakthed på midtbanen i vort defensive forsvarsspil. Vi havde 2 hårdt arbejdende angribere. Kort sagt – hele holdet viste noget af det bedste spil vi længe har set. Lad os fortsætte med det i de næste kampe!

Hvem kan vi komme til at møde? Det afgøres først torsdag formiddag centralt hos JBU.

Per drømmer om VRI. Kristian er gammel Aalborg-dreng, så hans hjerte slår for AaB. Anders mener vi ligger bedst til AGF. Måske ender det alligevel med SIF-drengene…hvemved?

Vi kan kun gætte indtil torsdag – der kender vi modstanderen. Men på nuværende tidspunkt er der allerede skrevet et lille stykke MIF-historie. Det kunne være sjovt at gå hele vejen…..med flere kapitler.

Tak for den store opbakning fra det fremmødte publikum – håber I kommer igen til kvartfinalen, hvis den står på hjemmebane.

Indlægget er bevidst skrevet uden spillernavne – og som bekendt -  ingen nævnt - ingen glemt – det var en helstøbt holdindsats, som blev belønnet med en kvartfinale.

5. runde, 5 mål giver 5 bolde! (Red.)


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Viktor, Aske, Marc, Gustav, Mathias L., Mathias N., Emanuel, Tobias, William

Fidus: Viktor Nyengaard
Målscorere, MIF: Aske Munch (3)

Referent: Anders Munch

Fotograf: Christian Søby, se Galerie MIF96.






11-05-2008: Silkeborgmesterskaberne   

Kommunalt tronskifte

- en træners synspunkt

Så gik den ikke længere. Efter 2 års regeringstid som kommunemester måtte MIF drengene afgive U12-fodboldtronen til et godt spillende og mentalt bedre HA85 hold. Der var kommunalt tronskift. Tillykke med titlen HA85, det var velfortjent.

Indledende pulje.

Vor indledende pulje til Silkeborg Mesterskabet 2008 bestod af MIF, SIF, Grauballe og et ukendt hold fra Ans GF.

Vores første kamp var mod det ”ukendte” hold fra Ans. 5 min. før kampstart havde vi tjent de første 3 point og en målscore på 3-0 uden kamp. Holdet fra Ans var slet ikke tilmeldt overhovedet – en genistreg fra arrangørsiden..hm..hm. Næste kamp var mod et meget tamt hold fra Grauballe. Hurtigt kom vi foran 3-0 og var spilstyrende kampen igennem, momentvis med godt pasningsspil og lange sideskift.  2 kampe på 20 min.,6 points og en målscore på 11-0, det kunne ikke være bedre indgangsvinkel til den sidste kamp i vores indledende pulje. Denne gang var modstanderen SIF’s u12 drenge B. En kamp, som vi bør kunne vinde uden de store problemer.

Kampen var afgørende for, hvor mange point vi vil tage med over i A-finale puljespillet.

Vi startede med et godt pres, men vi manglede bredde og lidt mere kynisme i vores fremadrettede spil. Forsvarsspillet var sikkert styret af kaptajn Emil og der blev reelt ikke skabt en eneste afslutning på målmand Johannes. I den anden af banen havde SIF målmanden en af hans gode dage, hvor han måtte op med flere fremragende redninger, for at holde MIF’erne for fadet. Jeg tror, Per og undertegnede talte op til 12 skud på SIF målet – men uden held og de berømte marginaler var og blev det en 0-0 kamp. Skuffende for MIF og til glæde for SIF drengene. 

A-finalepuljespil.

1 point og neutral målscore tog vi med over i  vores A-finalepuljespil.

Silkeborg mesterskabet var stadigvæk muligt for MIF, men det krævede 4 sejre i vores A-finalepuljespil. En ganske god og motiverende udfordring for en forsvarende mester!

Modstanderne var Silkeborg KFUM, HA 85 2, HA85 1 og Thorning IF i nævnte kamprækkefølge.

Vi lægger godt ud med 5-0 sejr over Silkeborg KFUM, her viser vi godt spil med gode dybde løb og gode sideskift, præcise pasninger og masser af gode afslutninger.

Det bliver 4-0 over HA85 2 i en kamp, hvor vi er spilstyrende og lægger et godt pres hele kampen igennem.   

Dagens alt afgørende kamp – faktisk den reelle finale - var mod HA85 1.

Kampen indledes lidt nervøst og uden den store energi fra MIF side, HA85 presser os længere tilbage end vi endnu har prøvet i turneringen, markeringer var tættere, tacklinger hårdere – denne kamp skulle vindes på god fight, mod og tålmodighed i vores spillet. Vi stod for langt væk i mand mod mand situationerne, hvilket giver HA85 flere nærgående forsøg. Halvvejs i 1. halvleg kommer HA85 på 1-0 og ca. 2 min. senere er den igen gal og HA85 øger til 2-0. Hvilket var fortjent på det tidspunkt. Pausen blev brugt til mental peptalk – medicinen var klar, der skulle mere bid og fight i vores spil. Peptalken bar frugt og ca. halvvejs i 2.halvlegen kommer vi på 2-1 på et direkte frispark. Boldens afsender af William og den sættes sikkert oppe i målet. Herefter indleder vi et meget højere pres på HA85 – kampen mindede om vores kamp mod FC Honka i de døende minutter – spillet bølger frem og tilbage. Kampen forbliver meget lige og HA85 vinder fortjent 2-1.

Holdets mentale indstilling til denne afgørende kamp var meget svingende på mange punkter. Det er set bedre.

Efter dagens første nederlag skulle arbejdet gøres færdigt mod Thorning If – et b-række hold.

Vi kommer hurtigt på 1-0, men det er uden den stor energi, vi spiller for individuelt, får ikke bredde nok i spillet – kort sagt en kamp uden nerve, overblik, energi og absolut ikke en sølvvinder værdig.

Kampresultatet kunne ikke rykke på vores placering – så derfor fik Thorning If lov at komme ind i kampen, hvilket betød en udligning ca. 4 min. før tid. Herfra gik MIF spillet nærmest i stå…vi brugte megen tid på dommer og tvivlsomme hændelser – man fornemmer en klar mental træthed.

Kampen ender 1-1 og går hurtigt i glemmebogen.

Turneringsstatus for U12 drengene:

Når vi trækker varmen fra (ens for alle) så fornemmes der nogle lidt kamp trætte MIF-drenge. Vi skal have tanket ekstra mental styrke og udvise en bedre indstilling til aftaler og gejst. Vi kigger mere fodbold end vi spiller. Vi skal være parate, når der fløjtes op, holde vores spillemæssige aftale og udvise mere mod i vort direkte spil.

Alle vil slå et tophold – tabellen lyver ikke og 2 års kommunemesterskab kræver alle mands fight – MIF er på nuværende tidspunkt et tophold og det skal vi  vise mod IF Lyseng på tirsdag den 13. maj – med en sejr skrives der MIF historie, som det første hold nogensinde at nå en kvartfinale i JBU pokalturnering.



Trup: Johannes, Emil, Viktor, Aske, Mathias L., Mathias N., Emanuel, Tobias, William, Christian

Fidus: -
Målscorere, MIF: ?

Referent: Anders Munch

Fotograf: ?, se
Galerie MIF96.






08-05-2008: MIF-Brabrand IF 4-0   

Vi ligger nr. 1 efter 3. sejr i turneringen

Optakt:

Optakten til kampen mod Brabrand var ikke den bedste, da MIF´s smalle trup var ramt af afbud. Dette betød, at man skulle forsøge at tage 3. sejr i rap i turneringen uden udskiftere. Ydermere havde Marc noget vrøvl med maven og han løb flittigt på toilet inden kampstart. Da han blev truet med en ble, var han dog klar. Eftersom det også var temmelig varmt, stod man med lidt bange anelser da kampen gik i gang. Bare varmen eller skader ikke krævede nogle ”ofre”!

Søvnig start af MIF’erne:

Kampen startede da også i et søvnigt skolegårdstempo, hvor holdene lige skulle føle hinanden an. Faktisk havde Brabrand det meste spil i kampens start, og MIF-drengene måtte afværge to halvfarlige Brabrand-hjørnespark i kampens fem første minutter. Langsomt vågnede MIF op af døsen, og der indfandt sig enkelte gode enkeltmandpræstationer i glimt, men spillet hang ikke rigtig sammen. Første MIF-chance kom efter 8 minutter, hvor Emanuel brød godt igennem, men en forsvarsspiller fik blokeret.

Men pludselig ud af det blå laver Gustav i det 10. minut et af sine fine gennembrud i venstre side. Afleveringen på tværs i feltet ligger præcist, og Emanuel kan sætte en Jon Dahl-inderside på og 1-0 til MIF. Målet gav en kort opblomstring, og der indfandt sig nu i de følgende 10 minutter lidt af det fine pasningsspil med førstegangsberøringer, som vi ved drengene mestrer.

Desværre var det Brabrand der de sidste 10 minutter af 1. halvleg igen havde et lille overtag. Der indfandt sig lidt nervøsitet hos MIF som medførte små kiks og misforståelser. Heldigvis var Brabrand ikke dygtige/heldige nok til at udnytte det, men det vil nok koste mod et bedre hold. Føringen holdt halvlegen ud.

Pause:

Der var noget at snakke om i pausen. Der skulle rettes op på spillet, ligesom indstillingen skulle forbedres og de til tider dårlige attituder skulle pakkes væk. Trænerteamet ville se mere fight og arbejde for holdet i 2. halvleg, ligesom spillerne skulle tro noget mere på sig selv.

Som forvandlet:

MIF gutterne kom som forvandlet ud til 2. halvleg. Der må have været trylledrik i vanddunkene, eller også havde de hørt godt efter i pausen. I det 33. minut skulle hjemmepublikummet dog lige udsættes for et mindre chok, da en Brabrand spiller fik fyret et yderst kvalificeret langskud afsted. Johannes (Mr. Clean Sheet) fik med det yderste af neglene flot pareret bolden på stolpen, og bolden sprang i spil igen. Men herfra stod der MIF på resten af kampen. Der blev brudt flot igennem på kanterne og vi kom tættere og tættere på 2-0 målet.

2-0 kom i det 41. minut, da Aske uimodståeligt suste forbi sin direkte modstander på venstrekanten. Et enkelt træk ind i banen og så lynede tordenstøvlen igen fra distancen. Der er ikke mange U12-spillere der kan sparke så hårdt og præcist fra distancen som Aske.

I det 45. minut fik Brabrand et frispark lige uden for feltet. Heldigvis førte det ikke noget med sig og på det efterfølgende kontraangreb var Gustav tæt på, men bolden sneg sig lige akkurat uden om stolpen. Flere af spillerne fik pludselig ny luft, og Mathias ”Bob” , Gustav og Mathias ”Linde” fik nu igen greb om midtbanen. Forsvaret var igen bundsolidt  i denne del af kampen, hvor Henrik, Tobias og Christian fik brudt mange angreb, og de gange det var nødvendigt, var Emil en sikker sidste gardering.

Brabrand-spillerne indså lidt efter lidt, at de trods hård kamp ikke ville få point med hjem fra Silkeborg. I det 55. minut laver en Brabrand-forsvarsspiller et klart irritationsskub i ryggen på Emanuel, og da dette foregik i feltet, kunne dommeren ikke andet end at pege på pletten. Emil havde sikkert scoret på de to foregående MIF-straffespark, og sørme om han ikke igen i bedste Michel Platini-stil var sikerheden selv igen. 3-0.

To minutter før slutfløjtet synes Marc lige vi skulle have en lækkerbisken at gå hjem på. Han sendes afsted af Aske i venstre side. Efter et par smarte træk og en tunnel på en modstander, ser han at målmanden er på vej ud af målet, og køligt løftes læderet op i målhjørnet. 4-0 og slutfløjt umiddelbart herefter. En måske lidt stor sejr set over hele kampen, men alt ære og respekt for MIF-drengene, der hev sig op ved hårrødderne i 2. halvleg. Nu venter der to ultraspændende kampe mod IF Lyseng i pokalen d. 13 maj og mod Silkeborg IF i turneringen d. 19 maj. Og så er der jo også lige et Silkeborg-mesterskab på 7-mands bane i weekenden. Kom så drenge!!!  

Cheftræner Per Olesen var henrykt efter kampen og jublede følgende til spillerne: ”Drenge, hvis I havde været min kæreste, så havde I sgu fået et kys alle sammen”

Referenten giver 3 bolde med pil op for den samlede præstation.



Trup: Johannes, Emil, Henrik, Christian, Aske, Marc, Gustav, Mathias L., Mathias N., Emanuel, Tobias

Fidus: Gustav Klitgaard Dahl
Målscorere, MIF: Emanuel, Aske, Emil, Marc

Referent: Søren Hertz

Fotograf: Eigil Jensen, se Galerie MIF96.






06-05-2008: Thisted FC-MIF 0-1   

Pokaltur til Thy

4. runde af pokalturneringen for U12 skulle foregå i Thisted. For at den 120 km. lange tur skulle blive hyggelig og for at der kunne komme opbakning med i form af forældre havde Per tryllet en stor bus frem, som i sikker stil transporterede os til Lerpytter Stadion i Thisted. Undertegnede reporter overhørte en forældrebemærkning fra en MIF-forælder: ”Hvad mon de spiser på den her egn – det er godt nok noget man vokser godt af” Thistedspillerne var da også ret store, men det er jo ikke størrelsen, der afgør det hele.

Straks fra kampens start pressede vi godt på og gav ikke Thisted-spillerne megen tid til at kontrollere bolden. Undertegnede hørte da også Thisted-træneren råbe en håndfuld gange til sine spillere ”Vi vinder ingen nærkampe!”. Vort spil fik vi fordelt på både højre og venstre side. Vi har tit en tendens til at spillet foregår meget i venstre side, så selv om årsagen måske var at modstanderne fik lukket godt af for Aske, så var det alligevel positivt at Mathias (Bob) fik lidt mere at arbejde med i sin side. Efter 7 min. spil havde vi et hjørnespark og fire min. senere havde vi et frispark i højre side, men der kom ikke rigtigt noget farligt ud af det. Det var tydeligt, at Thistedspillerne, trods deres gode fysik var mere i græsset end vore spillere – vi er vist langsomt ved at lære at der godt må bruges krop i kampene.

Første reelle scoringsmulighed kom til Gustav, efter et opspil (igen) i højre side. Gustavs resolutte skud gik tæt forbi stolpen og i sidenettet.

Da vi rundede midten af første halvleg havde Marc et hovedstød, men den sneg sig forbi mål.

To tredjedele inde i halvlegen kom der to muligheder kort efter hinanden. Først sparkede Tobias et frispark, der tegnede rigtig godt indtil Thisted-målmanden nåede godt ud i feltet og fik tilkæmpet sig bolden. Det var også målmanden, der kom i vejen kort efter, da Gustav spillede bolden frem til Viktor, der fik skudt hårdt og fladt.

Første halvleg sluttede med endnu et godt skud fra Gustav efter endnu et opspil i højre side. I de allersidste min. havde Thisted et hjørnespark, der gav Thistedholdet deres farligste forsøg i halvlegen. 0 – 0 ved halvleg og begge hold havde haft 3 hjørnespark, selvom vi havde domineret kampen.

Anden halvleg startede som første halvleg havde været – med MIF i spilovertag. Spillet var presset frem på modstandernes banehalvdel, men som altid når den ene part presser, så betyder det også at der er bedre muligheder for kontraløb for modstanderholdet og Thisted havde et par ret hurtige angribere, som man skulle holde godt øje med. Et par gange måtte vore hurtigste forsvarsspillere strække helt ud for at forhindre en potentielt farlig situation.

Blot 5 min. inde i anden halvleg blev Gustav fældet i målfeltet og dommeren dømte uden tøven straffe. Emil eksekverede sikkert til 1 – 0.

Kun 2 min. senere sendte Emil en frisparksbold til Emanuel, der med sit frække og pågående spil var tæt på!

Vi skulle bare vente yderligere 2 min., så lagde Aske et af sine lange indkast flot ind til Gustav, der sendte den videre til Viktor, der kanonerede bolden på overliggeren. Viktor havde ganske kort tid efter endnu et godt forsøg da han skød tæt forbi til venstre for målet.

Denne periode var nok MIF’s bedste, mens Thisted kun havde et enkelt halvfarligt forsøg.

Efter 21 min. spil i anden halvleg havde Emanuel et godt indlæg, som Viktor fik hovedet på, men igen var Thistedmålmanden vågen og reddede. Minuttet senere viste Mathias (Linde) at MIF også har spillere, der kan skyde udefra – hårdt og fladt fra en position udenfor målfeltet, men desværre uden det sidste held. Med bare 5 min. tilbage af kampen måtte Mathias (Bob) bide i græsset efter et hårdt spark på anklen – han blev udskiftet for at skåne foden. I kampens sidste minut fik Emanuel et gult kort – fra sidelinjen så det ud til at være en meget hård dom – situationen, der udløste kortet var klassisk for Emanuel, der fighter hårdt oppe foran, og jo… der var frispark, men gult kort! Nå – det fik ingen betydning, for kort efter fløjtede dommeren kampen af, så det blev bare et enkelt minut vi måtte spille i undertal.

I anden halvleg havde vi 4 hjørnespark og modstanderne ingen. Vi spillede en hæderlig kamp uden at det var en af vores bedste. Det var tydeligt at der var mere spil i højre side, hvilket er fint og så kunne det bemærkes, at vore spillere er meget direkte i spillet, hvor man jo nok kunne ønske at de af og til spillede bolden mere rundt og gerne også tilbage ind imellem.

Der er jo nok også ved at være en smule udmattelse i truppen, efter en periode, hvor 6 spillere har været til talentcentertræning, hvor der er spillet både pokalkampe og turneringskampe og hvor der har været rigtig mange kampe til Nørhalne Cup.

Hvis vi reagerer som man kunne forvente, så bliver truppen mere træt i den kommende tid, hvor der venter turneringskampe, i hvert fald én pokalkamp mere og Silkeborgmesterskabet, MEN hvis vi derefter letter belastningen, så kunne det være realistisk at vi til turneringens hidtidige topkamp mod SIF er helt på toppen, både fysisk og mentalt. Kampen får 3 bolde (red.).

Trup: Johannes, Emil, Henrik, Viktor, Aske, Marc, Gustav, Mathias L., Mathias N., Emanuel, Tobias, William

Fidus: Tobias Olesen
Målscorere, MIF: Emil Søgaard Jensen

Referent: Eigil Jensen

Fotograf: Nana Paulo, se Galerie MIF96.






03-05-2008: MIF-FC Honka 1-2   

Nørhalne Cup: Magien blev brudt – efter 15 vundne kampe i træk gik den ikke længere

Turneringens sidste kamp skulle vise sig også at være en finale, idet modstanderne, FC Honka fra Helsinki i Finland, havde vundet en kamp og spillet en uafgjort i slutrunden. Det betød at MIF med en uafgjort eller en sejr ville vinde turneringen, mens FC Honka med en vunden kamp ville vinde turneringen med et enkelt point i forhold til MIF. FC Honka deltog også i eliteturneringen med deres Akademi-hold og vi vidste, at de har Finlands største ungdomsafdeling, så vi var ikke i tvivl om der var tale om en værdig modstander.

Da kampen startede kom FC Honka blæsende – de havde i kampens start et klart spilovertag og med et par nærgående forsøg i de første min. var vort hold i hvert fald advaret!

Midt i halvlegen spillede en Honka-angriber bolden skråt bagud til en medspiller, der fra distancen scorede udenfor Johannes’ rækkevidde.

FC Honka’s spillestil var ikke præget af et hurtigt sammenspil, men de var meget fightende. Uden at spille direkte groft lavede de en lang række små og mellemstore frispark, der hele tiden slog spillet i stykker.

Efter 10 min. begyndte MIF’s spil at flyde bedre og man kæmpede sig ind i kampen, således at FC Honka ikke længere havde noget spilovertag.

Da der var pause i kampen kunne trænerne rose vore spillere for at kæmpet sig tilbage i kampen og med tanker om at bredde spillet mere ud havde man store forhåbninger til anden halvleg, idet blot en enkelt scoring ville bringe os tilbage på sejrskurs. Et lucky punch fra en Honka-spiller, der skød en blød ballon-bold, der sejlede ind under vores overligger, udenfor Johannes’ rækkevidde, kom dog som en spand koldt vand i vore spilleres hoveder. Heldigvis gav vore spillere ikke op og da der lidt senere blev dømt et straffespark til os, begået mod Tobias, steg modet og gejsten igen. Emil eksekverede sikkert til stillingen 1 – 2, og herfra blev der tale om et stort pres mod FC Honkas mål – MIF kastede alle de større forsvarsspillere med op i forsøg på at få den udligning, der skulle sikre os den samlede sejr.

DESVÆRRE udeblev scoringen! MIF måtte nøjes med andenpladsen i turneringen!

Der var en del af spillerne, der fik fugtige øjne og alle var præget af dyb skuffelse, hvilket vi må se som en helt naturlig ting, når man går benhårdt efter sejren. Alle MIF-spillere var dog minutter efter klar til at give modstanderne hånd og ønske tillykke med sejren, og selv om skuffelsen lyste ud af spillerne blev der også taget billeder af de to hold sammen.

Der er ingen tvivl om at turneringen har været en stor succes for vort hold, der bl.a. kunne notere sig, at der kun i de 7 spillede kampe blev scoret 4 mål imod os – klart det hold, som der er scoret færrest mål imod. Til sammenligning blev der scoret 8 mål mod FC Honka.

5 bolde til et hold, der kæmpede det bedste de havde lært!


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Viktor, Aske, Marc, Gustav, Mathias L., William, Christian, Mathias N., Emanuel, Tobias
Målscorere, MIF: Emil

Referent: Eigil Jensen

Se billeder fra Nørhalne Cup i Galerie MIF96.






03-05-2008: MIF-Aabybro IF 2-0   

Nørhalne Cup: Johannes i hopla – og endnu en sejr i hus!

Lørdagens anden kamp blev spillet midt på eftermiddagen, i strålende solskin. Kampen skulle spilles på Fremad Nørhalne’s opvisningsbane. Der var en rigtig trænerbænk i læ, som vore trænere dog frivilligt overlod til damerne – de havde alligevel ikke ro over sig til at sidde stille. Banen var lidt større end de baner vi hidtil havde spillet på, men også mere jævn og med et fint græstæppe. Der stod en let, stabil vind på langs af banen. Kampen stod mod den modstående puljes puljevindere, Aabybro. Første halvleg blev spillet i let medvind.

Kampen åbnede med et spil, der var knap så sammenhængende som vi ved vi kan spille, men langsomt fik vi tilspillet os et lille spilovertag. Vi blev hurtigt klar over at Aabybro havde et par hurtigløbere i front.

Emanuel havde et lidt uheldigt, men tilfældigt sammenstød med en modstander ret tidligt i kampen, men det slog ham ikke ud af fatning, da han lige havde sundet sig lidt.

På vort første hjørnespark clearede modstanderne bolden, der røg ud til Christian, der lavede et godt langskud, der dog blev opfanget af målmanden.

Midt i halvlegen tilkæmpede Viktor sig bolden, driblede til baglinjen, lagde bolden ind over hvor målmanden boksede bolden lige ud til Emanuel, der koldblodigt headede bolden i mål.

Kort efter viste modstandernes hurtighed i deres højre angrebsside sig et par gange i træk. Vore forsvarsspillere blev overløbet ude i siden, men begge gange var Johannes på pletten og greb bolden da den blev sendt ind over. Lidt senere havde Tobias et hjørnespark, målmanden boksede ud til Mathias (Linde), der fra kanten af målfeltet sparkede på mål, dog uden det sidste held.

I pausen opildnede trænerne vore spillere til at være superkoncentrerede og på taktiktavlen blev der tegnet og fortalt, således at forsvarsspillerne kunne stå bedre for hinanden i anden halvleg.

Anden halvleg startede med at Emil i forbindelse med en kontra, hvor vore forsvarsspillere var kommet lovlig langt frem på banen, satte hovedet på en bold, der blev spillet direkte op ad banen. Emil forsøgte at spille bolden på tværs og ud af farezonen, men desværre havnede den lige hos en modspiller, der løb direkte mod mål. Johannes var imidlertid helt oppe på mærkerne og greb flot ind, da modstanderen forsøgte at spille den mellem benene på ham.

Kort efter kom det forløsende MIF-mål til 2–0. Mathias (Bob) havde en af sine fine løb langs højre sidelinje og fik sendt bolden på tværs, hvor den havnede hos Aske, der med et hammerhårdt skud sendte bolden i mål. Der var stor jubel og lettelse hos både spillere og tilskuere. Lidt senere gentog Mathias (Bob) bedriften med det hurtige løb langs sidelinjen – denne gang spillede han kort til Marc, der tog et enkelt hurtigt træk og skød. Bolden havnede 20 cm. på den forkerte side af målstolpen.

Næste højdepunkt opstod, da vi var lovlig offensive, hvilket resulterede i at Emil var alene med to modspillere, der førte bolden frem, direkte mod mål. Emil fik dækket af, således at der blev spillet på tværs og her var Emil vågen og opsnappede bolden – situationen var reddet.

Modstanderne havde et enkelt frispark lige udenfor målfeltet, der blev sparket lige over mål, men sejren kom ikke i fare.

I 6 kampe har vore spillere lukket 2 mål ind, hvilket er superflot!

4 bolde for en koncentreret indsats.


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Viktor, Aske, Marc, Gustav, Mathias L., William, Christian, Mathias N., Emanuel, Tobias
Målscorere, MIF: Emanuel, Aske

Referent: Eigil Jensen

Se billeder fra Nørhalne Cup i Galerie MIF96.






03-05-2008: MIF-Professional Football Academy 1-0   

Nørhalne Cup: En tro kopi

Lørdagens første kamp skulle stå mod Professionel Football Academy, som vi også havde mødt to dage forinden. Vi var helt forberedt på at der ville blive tale om en hårdt spillet og en lige kamp.

Kampen startede lige og med spil, der bølgede frem og tilbage. Et par min. Inde i kampen fik vi et hjørnespark, der blev sparket af Gustav. Bolden blev headed væk af en forsvarsspiller, men røg ud til Mathias (Bob), der resolut skød, men ind i sidenettet. Efter fire min. kunne vi notere den anden mulighed for scoring, da Mathias (Bob) sendte bolden ind til Gustav, der ramte bolden hårdt, men desværre gik bolden forbi. Få min. efter lavede et af de flotte sideskift og bolden kom helt ud til Aske, der hårdt presset kanonerede bolden i sidenettet. Vi måtte her lægge øre til englændernes betegnelse for Aske – han blev kaldt ”Big Mac” – redaktionen opfatter dette som en rosende betegnelse.

10 min. inde i halvlegen opstod der en situation, der bragte hjertet helt op i halsen på alle spillere og tilskuere – Tobias sendte en bold tilbage mod Johannes, men desværre blev tilbagelægningen knap nok helt vellykket, så en englænder prikkede til bolden, der smuttede forbi Johannes og havde retning mod mål. Heldigvis var Emil på pletten og viste at han er en hurtig forsvarsspiller – bolden blev løbet op og sparket væk på målstregen.

Viktor fik lidt senere et godt skud på mål, som dog blev grebet af målmanden.

På sidelinjen havde det engelske hold nogle meget medrivende tilskuere og nogle lidt for tændte trænere, der på forhånd havde vurderet at denne kamp ville være at betragte som en finalekamp. Fra sidelinjen lød der tilråb som ”get in the box, Charly” og andre mindre pæne tilråb – men det var alt sammen med til at give en god international atmosfære.

I pausen blev vore spillere rost og opfordret til at fortsætte det gode spil. Fra trænerne lød det også at vi skal fortsætte med at spille fodbold og lade englænderne om at spille teater. Denne kommentar henviste ikke til at englænderne var pylrede, men snarere til at de i et væk appellerede til dommeren om at ændre dommen.

I anden halvleg fortsatte kampen med at vi havde et mindre spilovertag. Midt i halvlegen blev der dømt et hjørnespark, hvor Tobias sendte en bold hårdt ind over, hvor Marc var på pletten med sit hoved og sendte bolden i mål til 1–0.

Nu blev det for meget for de engelske trænere – den ene blev så engageret, at dommeren måtte sende ham udenfor banen, hvilket han ikke var meget for. En af de engelske spillere var også lidt for barsk, da hen stemplede Mathias (Linde) i det øjeblik han sparkede bolden væk. Mathias måtte humpe ud fra banen, så der kunne komme is på den ømme ankel.

Kampen var nu MEGET intens og selv om vi en kort periode blev presset tilbage, så gik der ikke mange min. før vi igen havde et overtag i spillet.

Vi havde endnu et godt forsøg, da Emanuel opsnappede en løs bold og sparkede på mål. Målmanden måtte lave sin flotteste redning i kampen.

Vi må indrømme, at det var befriende at høre dommeren fløjte kampen af. Da vi kunne betragte kampen i bakspejlet gik det op for os, at denne anden kamp lignede den første på rigtig mange måder – heldigvis også med det samme positive resultat.

5 bolde til holdet for en herrefight.


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Viktor, Aske, Marc, Gustav, Mathias L., William, Christian, Mathias N., Emanuel, Tobias
Målscorere, MIF: Marc

Referent: Eigil Jensen

Se billeder fra Nørhalne Cup i Galerie MIF96.






01-05-2008: MIF-TST, Tilst 4-1   

Nørhalne Cup: Dagens lavpunkt, men alligevel fuldt hus!

Dagens sidste kamp stod mod Tilst, der måtte formodes at være den svageste modstander. MIF stillede med en opstilling, hvor der lev eksperimenteret lidt med placeringerne på banen. Der var rykket en del rundt fra højre til venstre side - Aske spillede bl.a. i højre side og Mathias (Linde) i venstre – Tobias var rykket frem på midtbanen og Christian overtog højre back. Dette var trænernes forsøg på at gøre kampen til noget særligt – et forsøg, som man må sige ikke lykkedes, da spillet var meget uinspireret mod en modstander, der var klart svagere end os.

Det skal nævnes, at Emanuel på en meget spektukalær vis afdriblede flere spillere og til sidste målmanden, der også blev rundet. Da bolden skulle sendes ind over stregen blev bolden imidlertid ikke ramt så godt, og en forsvarsspiller nåede tilbage og reddede på målstregen.

Vi scorede til 1 – 0 ved Aske, der modtog bolden fra Tobias. Aske sendte bolden hårdt og fladt på tværs og ind i målet. 2 – 0 blev det til ved Gustav, der sendte bolden i mål på en returbold.

3 – 0 blev det til ved Marc. Aske spille Mathias (Linde), der trak ind foran, hvorefter han afleverede til Marc, der gjorde det færdigt.

3 – 1 blev det til, da Tilst scorede det blot andet mål mod os i turneringen. Vi burde ikke have ladet bolden gå ind, men deres anfører ramte bolden rent fra en position lige udenfor målfeltet – opdækningen kunne have klaret situationen, i hvert fald var Johannes chanceløs.

4 – 1 blev det til ved Aske, der fik bolden fra Gustav. Aske udnyttede sin høje hastighed til at komme på skudhold, og med et hård, fladt skud blev bolden sendt i mål.

Det blev ikke til flere scoringer – nærmest var Aske, der fik bolden med hovedet fra Emanuel. Aske lavede en fin helflugter, uden dog at ramme målet.

Alt i alt den dårligste kamp i turneringen til nu, men som det fremgår af cifrene, så var sejren på intet tidspunkt i fare.

To bolde for at vinde trods et noget uengageret spil.

Og så er der fridag i morgen og tur til Fårup Sommerland. (Red.)


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Viktor, Aske, Marc, Gustav, Mathias L., William, Christian, Mathias N., Emanuel, Tobias
Målscorere, MIF: Aske (2), Gustav, Marc

Referent: Eigil Jensen

Se billeder fra Nørhalne Cup i Galerie MIF96.






01-05-2008: MIF-Støvring IF 4-0   

Nørhalne Cup: Sikker sejr uden antydningen af skandale

Kl. 15.00 skulle der spilles mod Støvring, der forinden havde været involveret i en kamp, der kunne betegnes som en skandalekamp. I deres kamp mod Professional Football Academy opstod der så mange konflikter og genvordigheder, at dommeren så sig nødsaget til at give såvel trænere som spillere en ordentlig opsang, før kampen kunne gennemføres. Allerede efter et par min. spil havde Viktor det første skud på mål – kort efter havde Marc yderligere et par forsøg. Aske afleverede til Gustav, der skød på mål, men desværre lige på målmanden. Lidt senere opstod der en klumpspilssituation, hvor flere af vore spillere forsøgte sig og hvor skuddene blev blokeret – til sidst kom bolden ud til Gustav, der skød bolden i mål med højrebenet. 2 – 0 blev det til sidst i halvlegen, da Viktor headede på målmanden, der ikke så helt godt ud i situationen.

I pausen blev spillerne rost – der var styr på nummer 3, deres farligste angriber og spillet skulle bare fortsættes.

Kort inde i anden halvleg ramte Emanuel stolpen med et skud fra kanten af målfeltet. Lidt senere i halvlegen lagde Gustav en hjørnesparksbold indover til Aske, der headede lige over mål. Aske havde lidt senere endnu et godt skud på mål, men uden større held. Det blev midt i halvlegen til 3 – 0, da Mathias (Linde) havde et hårdt skud fra et stykke udenfor målfeltet, som målmanden halvklarede. På reposten scorede Gustav.

8-9 min. før tid blev det til 4 – 0 da Aske tilkæmper sig bolden og dribler udenom en forsvarsspiller, der virkede ret ”sidetung” (forsøgte uden held at skubbe Aske væk), lagde bolden tilbage til Emanuel, der satte bolden op i nettaget. I de sidste min. havde Aske igen løbet sig fri i venstre side, hvorefter han sendte bolden ind til Viktor, der resolut skød og ramte stolpen.

Et lille lærerigt optrin blev det til sidst i kampen, da en Støvringspiller på dramatisk vis faldt i MIF’s målfelt med det formål at opnå et straffespark. Dommeren gav Støvringspilleren et gult kort og MIF et frispark.

Alt i alt en fin sejr mod et hold, som vi generelt var spillemæssigt overlegne.

3 bolde for en udmærket, men ikke prangende indsats.


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Viktor, Aske, Marc, Gustav, Mathias L., William, Christian, Mathias N., Emanuel, Tobias
Målscorere, MIF: Gustav (2), Viktor, Emanuel

Referent: Eigil Jensen

Se billeder fra Nørhalne Cup i Galerie MIF96.






01-05-2008: MIF-Assens FC 2-1   

Nørhalne Cup: Fyn er fin, men også farlige

Kl. 11.15, blot en halv times tid efter den første kamp skulle der spilles mod Assens. Vi kendte på forhånd ikke meget til dem, men vidste at de spiller i en ret stærk fynsk A-række-pulje, hvor de både har vundet og tabt.

MIF-spillerne havde været 100% klar til den første kamp, hvor det naturligvis er noget særligt at møde et hold fra England, og så er man måske ikke så skræmte af et hold fra Fyn, men de kan altså være fuldt ud lige så farlige. Det så ud til at MIF-spillerne var en lille smule mindre oppe på mærkerne i kampens start, for det var i hvert fald Assens, der havde et lille spilovertag, der holdt sig hele halvlegen.

Reelt havde MIF ikke rigtige scoringsforsøg før Viktor midt i halvlegen tog sagen i egen hånd og afdriblede et par modstandere og scorede højt i målet. Senere i halvlegen spillede Viktor til Mark, der sendte den skråt bagud til Gustav, der havde et nærgående forsøg, der dog gik lige over mål.

Da Assens kort efter scorede på et kontraangreb kunne man ikke rigtigt kalde det uretfærdigt – de havde bolden mest, uden at de dog var kommet frem til rigtigt farlige forsøg. Og således sluttede halvlegen.

I pausen blev der talt både hurtigt og højt fra trænernes side – pointen var at der skulle være mere tænding, vi måtte op på samme flotte niveau, som i første kamp.

Da anden halvleg startede kunne man godt se en forskel – langsomt fik MIF tilkæmpet sig mere af spillet og havde vel nok et lille spilovertag. Tobias havde et rigtig godt forsøg efter et frispark og lidt senere sendte Gustav Aske af sted op langs venstre side, men den flotte centring resulterede desværre ikke i nogen scoring. Midt i halvlegen prikkede Mark bolden frem til Aske, der efter en hurtig kontra chippede bolden over målmandens ben til 2-1.

Resten af halvlegen bølgede kampen frem og tilbage uden at der var større scoringsmuligheder til nogen af holdene.

Fire bolde for en koncentreret indsats mod et farligt hold.


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Viktor, Aske, Marc, Gustav, Mathias L., William, Christian, Mathias N., Emanuel, Tobias
Målscorere, MIF: Viktor, Aske

Referent: Eigil Jensen

Se billeder fra Nørhalne Cup i Galerie MIF96.






01-05-2008: MIF-Professional Football Academy 1-0   

Nørhalne Cup: Kamp mod Professional Football Academy, Essex

Mariehøjs hold var onsdag aften, d. 30. april 2008, efterhånden blevet samlet på et græsområde ved Hedegårdsskolen i Brønderslev. Først ved 23-tiden var alle klar til at krybe til køjs i de medbragte campingvogne og lignende. Hele natten trommede regnen på tagene af campingvognene, men da det blev morgen var alle tilsyneladende ved godt mod og virkede udsovede.
Kl. 10.45 skulle første kamp spilles – mod den måske på forhånd mest skræmmende modstander, Professional Football Academy, der er et holde, der måske bedst kan sammenlignes med et Talentcenter. Holdet er fra Essex. Regnen var hørt op og efter en god opvarmning var alle klar til kampen.

Kampene ved Nørhalne Cup er alle på 2 gange 18 min.

I kampens første minutter følte de to hold hinanden på tænderne, og man kunne godt se, at det var relevant, at spillerne på forhånd var mindet om at der i England er tradition for at man spiller lidt mere kontant end vi gør i Danmark. Der var dog ikke tale om at spillet blev urimeligt brutalt. Efter små 10 min. kom Mariehøj frem til den første regulære scoringsmulighed – Aske havde faktisk 2 muligheder kort efter hinanden – først et skud udefra, hvor bolden gik et stykke forbi målet, derefter et næsten lignende forsøg, hvor en engelsk forsvarsspiller fik hovedet på, hvorefter bolden passerede lige over mål.

Det var lidt sjovt at bemærke, at det engelske hold i forbindelse med alle målspark lagde bolden ned og sparkede den ud efter ”voksenregler” – det er de åbenbart vænnet til fra deres dagligdag.

Halvlegen sluttede uden scoringer, men det samlede indtryk af første halvleg var at et godt kæmpende MIF-hold havde haft et synligt spilovertag uden at have haft meget oplagte scoringsmuligheder. Trænerne benyttede pausen til at rose vore spillere og anspore dem til at fortsætte det gode og hurtige samspil spil og den hårde fight.

2. halvleg bød på en fortsættelse af det gode spil fra første halvleg. I løbet af halvlegen ændrede spillet sig en smule, englænderne kom længere frem på banen og MIF fik flere gode muligheder for kontraløb. På en af disse hurtige kontramuligheder lavede Aske et flot centring fra venstre side, ind til Emanuel, der ikke fik held med sit ellers gode forsøg. Da der resterede 7 min. af kampen fik vi endelig det forløsende mål. Mark fik bolden inde foran mål, skød resolut, men bolden blev blokeret af et engelsk ben, hvorefter bolden røg ud til Mathias (Bob), der scorede sit første MIF-mål.

De sidste minutter af kampen bød ikke på rigtigt store målchancer i nogen af enderne, men nerverne kom ikke helt til ro før dommerens sidste fløjt.

Fem bolde for at være 100% klar til turneringens første kamp.


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Viktor, Aske, Marc, Gustav, Mathias L., William, Christian, Mathias N., Emanuel, Tobias
Målscorere, MIF: Mathias Nielsen

Referent: Eigil Jensen

Se billeder fra Nørhalne Cup i Galerie MIF96.






29-04-2008: MIF-Herning Fremad 5-1   

Pokalkamp mod Herning Fremad

Vi havde trukket Herning Fremad i pokalturneringen, hvilket umiddelbart måtte vurderes at være en meget vanskelig modstander. Herning Fremad er sammen med Ikast FS en af de to moderklubber bag FC Midtjylland, og det skal ikke udelukkes, at det var med til at skabe den rette gejst, at vore modstandere mødte op i spilletrøjer, der bar broderinger med ”FC Midtjylland”.

Da kampen startede var det tydeligt, at vore spillere var 100% tændte. Modstanderen må have oplevet et MIF-hold, der kæmpede om hver bold og hele tiden søgte at spille offensivt og målsøgende.

Målene kom da også: Aske scorede med et hårdt, fladt skud. Lidt senere scorede Viktor ved at lobbe bolden over modstandernes målmand. Efter et hjørnespark fra Tobias scorede Gustav på hovedstød og vi kom foran med fire mål da Marc opfangede en løs tilbagelægning til målmanden og koldblodigt spillede den i mål.

Lidt unødvendigt lukkede vi dog et mål ind, da der ikke blev sparket ordentligt væk i forsvaret efter et hjørnespark.

Trænerne var da også lidt ærgerlige i pausen over det unødvendige mål til modstanderne, men med den solide føring var der ikke fare på færde.

I anden halvleg fortsatte vi med at dominere, og det blev da også til flere farlige forsøg. Det lykkedes dog ikke umiddelbart at få bolden i mål. Først da Mathias (Bob) spillede Emanuel, som scorede, kom der endnu et mål på måltavlen.

Måske er det ikke så underligt, at gejsten falder en smule, når man er klart foran, men Herning Fremad kom i hvert fald mere ind i kampen og havde mod slutningen et par farlige forsøg, uden dog at få bolden i mål.

4 bolde for en superkoncentreret start på kampen.


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Viktor, Aske, Marc, Gustav, Mathias L., Mathias N., Emanuel, Tobias, William

Fidus: Emil Søgaard Jensen
Målscorere, MIF: Aske, Viktor, Gustav, Marc, Emanuel

Referent: Eigil Jensen

Fotograf: Tia Laursen og Karen-Lise Nyengaard, se Galerie MIF96.






26-04-2008: MIF-FC Skanderborg 1-0   

Et tophold vinder på trods af dårligt spil!

Dagens modstander var Skanderborg, om hvem vi vidste, at de havde spillet træningsturnering i B-rækken og havde spillet uafgjort mod Brabrand, som vi på en dårlig dag slog i vores træningsturnering - ikke megen viden, men nok til at der var den fornødne respekt. Fra kampens start lagde Skanderborgspillerne pres på vore spillere og havde i kampens første 5 min. et klart spilovertag, som imidlertid ikke gav dem muligheder for at score.
Efter 5 min. fik vi et hjørnespark, som i første omgang blev clearet med hovedet, men bolden røg ud til Mathias (Linde), der resolut trykkede af. Bolden blev ramt rent med venstrebenet! Og den strøg i en lige linje op i nettaget. 1 - 0 til MIF!
Skanderborg havde fortsat spilovertaget og blot et par min. senere måtte Tobias heade et nærgående forsøg væk, men det var nu ikke fordi Skanderborg kom til ret mange farlige forsøg. MIF, derimod fik i de følgende 15 min. en del forsøg, der med lidt mere held kunne have givet scoring - Emanuel fik en lang friløber, hvor han blev så hårdt presset bagfra, at han afsluttede lidt for tidligt, Viktor spillede Emanuel fri til en scoring, der dog korrekt blev annulleret for offside, Mathias (Bob) havde et meget imponerende forsøg, hvor han på et flot indlæg fra William helflugtede bolden tæt forbi mål, Gustav havde med en lang bold sendt Aske op langs sidelinjen, hvor han lagde en bold ind til Emanuel, der resolut skød men Skanderborgmålmanden reddede flot og Mathias (Bob) havde efter en flot tur langs højre sidelinje lagt bolden perfekt ind til Viktor, der sendte bolden lige forbi.
Vi fik de fleste scoringsforsøg og de bedste chancer, men Skanderborg havde stadig bolden lige så meget som vi.
I halvlegens sidste min. var der et farligt forsøg i hver ende - Gustav ramte (med højrebenet) Skanderborgmålets overligger og få sekunder før tid havde Skanderborg deres bedste forsøg, der dog endte i sidenettet.

Som tilskuer måtte man nyde de flotte forsøg vi havde, men samtidig var det tydeligt, at vi ikke havde dagen, hvor det hurtige, flydende samspil fungerede. Vore scoringsmuligheder opstod ikke som resultat af et samspil, hvor vi venter på at der opstår en mulighed, men mere på individuelle præstationer, hvor bolden bliver ført op bagfra. Det var desuden bemærkelsesværdigt, at spillet foregik så meget i vores venstre side, en tendens, der tilsyneladende skyldtes begge hold, men som ikke er hensigtsmæssig, hvis vi skal skabe plads til et ordentligt samspil.

Halvlegen gav trænerne mulighed for at snakke med holdet om at prøve at få midtbanen mere med, at få gang i de hurtige førstegangsafleveringer og at få løbet mere uden bold.

Som tilskuer var det dog ikke let at se nogen forskel, da anden halvleg blev fløjtet op - der var stadig tale om en mere fighterbetonet kamp, der ikke bød på det fine samspil, og stadig var der ikke rigtig et hold, der var i spilovertag.
Skanderborg fik stadig ikke de store chancer - de havde et hovedstød efter hjørne, som Johannes sikkert greb og midt i halvlegen havde de i det 11. og 12. minut ret nærgående forsøg, der dog begge gik forbi vort mål.
Vi havde også vore forsøg, men ligesom hos Skanderborg blev det ved de nærgående forsøg. Viktor havde få min. før slutfløjtet et rigtig godt skud, der gik lige forbi.

Der er nok en tendens til at man fokuserer noget på de muligheder vi får for scoring, men i en kamp som denne er det også værd at bemærke, at forsvaret med William i venstre side, Emil og Henrik/Christian i midten og Tobias i højre side, stod rigtig godt og i høj grad har æren for at Skanderborg ikke kom frem til ret mange farlige forsøg. Vi kan efter 2 spillede runder i vores pulje konstatere, at vi er det eneste hold, der har holdt nullet!

Da nul bolde reserveres til en kamp uden lyspunkter, får denne én bold pga. de tre point! (Red.)


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Viktor, Aske, Christian, Gustav, Mathias L., Mathias N., Emanuel, Tobias, William

Fidus: William Bødskov
Målscorere, MIF: Mathias Svarre Lindegaard

Referent: Eigil Jensen

Fotograf: Lene Søby, se Galerie MIF96.






22-04-2008: Løsning IF-MIF 0-5   

Så startede pokalturneringen...

Optakt:

Lodtrækningen havde maget det således, at årets første pokalkamp (2. runde, da MIF var oversidder i 1. runde), var på udebane mod Løsning IF ved Hedensted. Termometeret viste 16 grader i bilen på vej mod øst, og der var høj solskin. Hvilket herligt pokalvejr for både spillere og forældre! Og da der oven i købet var gratis kaffe i klubhuset, var der ekstra store smil hos de kaffetørstige forældre.

Løsning IF spiller i B-rækken og havde fået en uheldig start med 2 nederlag i turneringen. Så der var optimisme at spore mht. videre avancement til 3. runde hos gutterne og trænerteamet. Cheftræner Per havde en taktik om at blæse til angreb fra første fløjt, og et af delmålene var, at få en 2-0 føring i hus inden for de første 10 minutter, for at tage brodden og troen fra Løsning. Dommeren (som dømte en fin kamp) dikterede inden kampen, at der skulle være omkamp i tilfælde af uafgjort - altså ikke direkte i straffesparkskonkurrence. Assisterende assistenttræner, Kristian, udbrød spontant, "det bliver under ingen omstændigheder nødvendigt med forlænget spilletid".

Var der hold i trænernes forudsigelser??

Lad det være sagt med det samme, der var klasseforskel på de to hold. Flotte angreb og kombinationer bølgede fra kampens start mod Løsnings mål og deres ellers udmærkede målmand. Det var en fornøjelse at se MIF spillernes ro, overblik og som oftest rigtige valg, når der skulle afleveres, dribles og afsluttes. Marc havde en god afslutning i det 3. minut lige i favnen på målmanden, Tobias et frispark snert forbi opstanderen i det 8. minut og Gustav et fornemt hovedstød tæt forbi trekantssammenføjningen i det 10. minut på et eminent indlæg fra Bob. Men hov Per Olesen, stadig 0-0 efter 10 minutter. Men der skulle ikke gå længe før 1-0 målet kom. Bob, Tobias og Gustav lavede i det 14. minut snurretoppe af deres modstandere, og til sidst blev bolden spillet ind til Marc i feltet, som vendte på en tallerken og resolut huggede læderet i kassen ved modsatte stolpe. Herefter fulgte 5 lidt nervøse minutter fra MIF, hvor der blev givet et par hjørnespark væk, hvor især det ene var farligt, men Johannes i buret klarede paragrafferne.

Men herefter var det igen MIF der sad tungt på spillet, og kampen igennem var MIF vel i boldbesiddelse 80% af tiden. Aske brød igennem i venstre side flere gange i sidste halvdel af 1. halvleg, men træfsikkerheden svigtede foran mål for medspillerne. I det 26. minut havde Aske åbenbart fået nok. Han tog selv chancen et par meter uden for feltet, sendte et drømmehug afsted op i det modsatte målhjørne, som var bolden trukket efter en snor. Havde Carsten Werge og Per Friman været på Løsning stadion denne tirsdag aften, så var dette mål stensikkert blandt kandidaterne til årets mål i Onside.

Pause:

Gutterne havde leveret en blændende 1. halvleg, hvor en 4-0 eller 5-0 føring havde været mere afspejlende af begivenhederne, men vi førte altså "kun" 2-0. Cheftræner Per justerede lidt på nogle spilleres placering til 2. halvleg, og generelt skulle der lukkes mere af på midten når modstanderne havde bolden, og så hurtigt sprede spillet ud når vi kom i boldbesiddelse.

Kunne fokus holdes i 2. halvleg?:

Det viste sig heldigvis hurtigt, at MIF spillerne ikke havde problemer med at holde fokus i 2. halvleg. Gustav brød flot igennem allerede i det 34. minut, og kun en fantomredning af Løsning målmanden forhindrede Gustav i at komme på tavlen i denne situation. I det 38. minut knaldede Aske et drøn af et skud af på indvendig side af den ene stolpe, men desværre sprang bolden i spil igen. MIF var stadig altdominerende, men stadig stod der 2-0 på referentens blok.

Men så gik der endelig hul på bylden, og den velfortjente store sejr kom i hus. I det 49. minut sprang en lidt tilfældig returbold ud for fødderne af Emanuel, han fyrer uden betænkningstid kanonen af og bolden suser i rusen. Blot 3 minutter senere bliver der servet et præcist hjørnespark ind i feltet. Henrik har rykket sig fri af sin oppasser og scorer sikkert på hovedstød. I det 56. minut bliver der lukket og slukket, da Tobias efter et hjørnespark og via en modstander, scorer til slutresultatet 5-0.

Så alt i alt en flot kamp og en yderst fortjent, men alt for lille sejr. Spillerne fik ros af trænerteamet og kan nu se frem til at tage imod Herning Fremad på hjemmebane i 3. runde.

Forsvaret må vi endelig ikke glemme i dette referat. Både William og Christian havde en masse gode indgreb og rush op af banen, hvor de skilte sig fint af med bolden og gjorde medspillerne gode. Emil styrede forsvaret i suveræn stil, og det var en fornøjelse at se, med hvilket overblik og hvilken kløgt, han brød modstandernes angreb og valgte de rigtige løb og løsninger. Til slut skal det nævnes, at Linde som sædvanligt kæmpede forbilledligt på midten - hvilken fighter.

Referenten giver 4 bolde til hele holdet, for trods alt, at holde fokus kampen igennem


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Marc, Aske, Christian, Gustav, Mathias L., Mathias N., Emanuel, Tobias, William

Fidus: Aske Munch
Målscorere, MIF: Marc Østergaard, Aske Munch, Emanuel Paulo, Henrik Diget Ringgaard, Tobias Olesen

Referent: Søren Hertz

Fotograf: Nana Paulo, se Galerie MIF96.






12-04-2008: HA85-MIF 0-2   

Superflot sæsonstart

Så er vi i gang. Forårets første turneringskamp blev afviklet på HA85`s baner i dejligt forårsagtigt vejr på en lidt blød, men dejlig græsbane. Ikke mere grus og jord for i år. Alle spillere, trænere og tilskuere var lettere nervøse og spændte inden vores første opgør imod en af vores arvefjender HA85.
Iført vores flotte udebanedrager startede MIF lidt nervøst og famlende imod et godt organiseret HA mandskab, som ikke tillod os at komme så meget til fadet i starten. Efter bare 2 min. har HA deres første nærgående forsøg. HA presser på og har 2 hovedstødsforsøg, som går lige udenom trekantssammenføjningen efter ca. 10 min`s spil. HA`s træner er så meget oppe på mærkerne, at linevogterflaget ryger af pinden. I den anden ende af banen har MIF dog også nogle få nærgående forsøg, hvor Aske 2 gange sender tværgående bolde ind i feltet og Marc er millimeter fra at nå frem til dem. Victor har kort tid efter også et nærgående forsøg.
Resten af halvlegen bølger spiller frem og tilbage med et lille overtag til HA, men med et par store chancer til Emanuel, som med lidt held kunne have bragt os foran med en 3 dobbelt chance, hvor målmanden flot redder de 2 første forsøg på nært hold og hvor det tredje forsøg går lige forbi mål. Kort efter har Henrik et nærgående hovedstød, som uheldigvis rammer en HA spiller. 1.halvleg ender 0 - 0, men efter et par gode råd i pausen, hvor et par justeringer tager kampen en gevaldig drejning i 2. halvleg. Hullet imellem forsvar og angreb bliver lukket og MIF kæmper nu om hver eneste bold. Det ene angreb efter det andet ruller ned imod HA`s mål. De har ingenting at stå imod med og kampens første mål falder efter 3 min`s spil, hvor Marc snører 2 HA spillere i målfeltet, afdribler målmanden og scorer sikkert. Et flot mål. Nu sidder MIF for alvor på kampen. Det ene nærgående forsøg følger det andet. Højre angrebsside fungerer perfekt. Bob styrer løjerne og afslutter et flot angreb med et elegant lop over målmanden, som desværre rammer den ene stolpe. Efter 15 min. kommer den forløsende scoring til 2 - 0. Gustav sender en høj bold ind i målfeltet, hvor Linde dukker op og sender bolden i nettet med et projektil af et hovedstød uden chance for målmanden. Så er HA knækket. Deres eneste reelle forsøg i 2. halvleg var et på hjørnespark og en friløber, som Johannes tog sig af. Med lidt held kunne MIF have scoret flere mål, men det blev ved 2 - 0. Et flot resultat, hvor alle kæmpede godt for hinanden.
En stolt og næsten bevæget cheftræner kunne rose sine spillere efter en mandfolkeindsats.

Tre point + to mål giver fem bolde! (red.)


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Marc, Aske, Viktor, Gustav, Mathias L., Mathias N., Emanuel, Tobias, William

Fidus: Mathias 'Bob' Nielsen
Målscorere, MIF: Marc Østergaard, Mathias Svarre Lindegaard

Referenter: Torben Mønster og Tove Søgaard

Fotograf: Søren Hertz, se Galerie MIF96.






30-03-2008: MIF-Odder IGF 4-0   

Vi er klar til SIF!

Søndag d. 30.03.2008 dannede kunstgræsbanen i Silkeborg rammen om den sidste kamp i forårets træningsturnering for MIF's U12-hold. Igen måtte man undvære et par af holdets faste stamme - Mathias (Bob) og William var denne gang fraværende. Modstanderne kom fra Odder, og de oplevede et Silkeborg i forårshumør, vel 10 grader varmere end sidste træningskamp, men med både sol og blæst.

Vinden gik skråt på tværs af banen og MIF kom i første halvleg til at spille i side-medvind og fik fra kampens start overtaget. Det er klart, at kunstgræsbanen giver mulighed for et bedre teknisk spil end de forrige kampes grusbaner, og det fornægtede sig ikke. Allerede efter 3 min. spil havde Aske det første forsøg, der dog strøg lige over mål. Kort tid efter sendte Gustav bolden ind til Viktor, der scorede kampens første mål.

MIF fastholdt overtaget, og før der igen skulle blive scoret var der flere gode forsøg. Vi så Mathias (Linde) i bedste Laudrup-stil vippe bolden over en modstander og ind til Victor, der havde et rigtig godt forsøg, der dog passerede lige venstre om målet. Vi så også Mark afdrible flere modstandere, for derefter at ramme foden af stolpen, ærgerligt men flot!

Kampens og MIF's andet mål stod Tobias for idet han efter 17 min. flot udnyttede vinden og boldens naturlige skruede bane til direkte på hjørnespark at sende bolden i netmaskerne.

Herefter fulgte flere gode forsøg - Emanuel havde et godt forsøg, der strøg lige forbi og Henrik havde et fint hovedstød efter et hjørnespark. 5 min. før halvlegen scorede MIF igen - denne gang på en helt umulig måde, idet Gustav, i banens venstre side kom til baglinjen og med sit venstreben løftede bolden op over målmanden og i en blød bue ind i målet.

I pausen fik holdet ros for en flot og disciplineret indsats, der ikke havde givet modstanderne en eneste reel målchance. Holdet blev mindet om at vinden nu kunne blive til modstandernes fordel og at man skulle passe på vinden, hvis modstanderne skulle lave indlæg.

Bare et par min. inde i anden halvleg blev Gustav fældet ureglementeret, hvilket medførte et gult kort til modstanderen (medfører 10 min. udvisning). MIF fastholdt dominansen, men Odder kom længere frem på banen. Inden modstanderne igen blev fuldtallige havde Jonas, Victor, Christian og Aske dog haft gode forsøg. Jonas havde bl.a. et langt løb på næsten en banehalvdel, hvor han på en flot bold fra Gustav, kunne få lov til at demonstrere sin hurtighed. Jonas blev dog i sidste øjeblik forhindret i at få et ordentligt skud.

Midt i anden halvleg havde Odder et nærgående forsøg, men stadig var det MIF, der havde overtaget i spillet. En af de sjove iagttagelser man kunne gøre sig var, at Odders målmand lavede gode, lange udspark, der landede stort set det samme sted hver gang - det havde Gustav spottet, og han modtog stort set alle udspark.

Marc var, som han plejer at være det, en stor arbejdskraft oppe foran. Ved én lejlighed var han ved at slippe fri, men skubbet i ryggen, hvilket dommeren ikke så, og mistede muligheden. Lidt senere, da der kun var få min. tilbage af halvlegen, driblede Marc igen forbi flere modstandere, var ved at komme fri, men blev presset for langt ud til venstre, hvorfor han lagde en præcis bold ind foran mål, hvor Mathias (Linde) roligt satte en inderside på til den endelige stilling: 4 - 0

Man glemmer let forsvaret, når holdet er så dominerende, som det var tilfældet i denne kamp, men forsvaret skal roses for ikke at miste koncentrationen, og kampen igennem at være vågne og opmærksomme.

Hele holdet tildeles 4 bolde for den fremgang i spillet, som har kunnet konstateres i de seneste kampe.


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Marc, Aske, Viktor, Jonas, Christian, Emanuel, Tobias, Gustav, Mathias L.

Fidus: Tobias
Målscorere, MIF: Viktor, Tobias, Gustav, Mathias L.

Referent: Eigil Jensen

Fotograf: Søren Hertz, se Galerie MIF96.






24-03-2008: BMI-MIF 1-3   

Flot spil og god fight trods Kong Vinters pludselige indtog...

Optakt:
På den højhellige 2. Påskedag, mandag d. 24-03-08, var der afgang fra MIF på det noget ukristelige tidspunkt: 07.15. Turen gik i dag til Beder Malling (BMI) syd for Århus, hvor den 2. sidste træningskamp i træningsturneringen skulle spilles. Da BMI før kampen var 4 point foran MIF, dog for en kamp mere, var kravet i dag en sejr, hvis der skulle avanceres i tabellen.

Vigtigere end avancement i tabellen, var dog ifølge trænerteamet, at det gode spil som vi alle ved gutterne kan levere, igen blev fundet frem, efter 2 arbejdssejre over Stensballe og Brabrand. Der blev ifølge cheftræner Per Olesen, gjort meget ud af at tegne og skitsere 4-4-2 opstillingen for spillerne, og præcisere hver enkelt spillers arbejdsområde og løbemønster. Der skulle i dag flere spillere med frem og angribe, ligesom der skulle være mere sammenhæng mellem kæderne, så dagens modstander fik mindre plads at spille på.

Anfører Emil fik en lidt uheldig optakt, da han havde glemt sin sorte trænings/spilledragt. Far Eigil fik hurtigt placeret ansvaret hos mor Tove, da hun pga. wienerbrødsafhentning ved bageren, ikke var til stede: Emil fik lånt lidt tøj hos de andre spillere, og de gode snegle fra bageren og den varme medbragte kaffe, som blev indtaget i et tomt omklædningsrum, fik den trofaste forældre-fanskare i rette stemning. Dette var også nødvendigt, da temperaturen stadig var under frysepunktet og grusbanen var dækket af et flot hvidt snetæppe.

Kampens indledning:
MIF startede kampen bedst og fik specielt i højre side flere gange kombineret sig flot igennem, selv om den svære bane ikke just indbød til poleret fodbold. Bolden var konstant på MIF fødder, og når den blev tabt, blev den hurtigt tilbageerobret på fight, løbevillighed og aggressivitet.

Men pludseligt ud af det blå, blev tilskuere og spillere mindet om det kolde vejr. I det 9. minut nærmede BMI sig MIF målet for første gang i kampen, og efter et par smarte kombinationer i venstre side på kanten af feltet, gled en BMI spiller igennem og scorede sikkert uden chance for Johannes. Øv øv øv, men den gode start gav masser af tro på kampens videre forløb, og spillerne rystede hurtigt dukkerten af sig.

Dommer i centrum + total MIF dominans halvlegen ud:
Resten af halvlegen udviklede sig til en massiv MIF dominans. BMI spillerne fik på intet tidspunkt ro til at bygge noget fornuftigt op, da MIF sad i benene på dem. Kampens dommer stjal flere gange scenen for at snakke med spillerne og guide dem vedr. forseelser og advare dem om konsekvenser for brok. Alt i alt en ok dommerpræstation, men af og til nogle sjove ordvalg til drenge på 11-12 år.

På 2 minutter fra det 20. til 22. minut, havde Marc 2 store chancer, men kanonen, eller rettere det "kolde" venstreben var ikke indstillet ordentligt. Første chance var efter en genial frispilning fra Mathias Linde, men skuddet strøg lige forbi stolpen. Minuttet efter var BMI målmanden ude i fuld længde og parere den udmærkede afslutning.

Inden pausefløjtet fik Mathias Linde en hård bold lige midt i ansigtet som kostede en blodtud. De synlige røde spor i den hvide sne var ikke til at tage fejl af, der blev kæmpet så blodet sprøjtede. Men helt absurd efter spillets fordeling, måtte MIF gå til pause bagud 0-1

Ros i pausen:
Spillerne fik fortjente roser i pausen for deres flotte spil. Per ville i 2. halvleg "se glidende taklinger, om det så kostede hudafskrabninger op ad begge ben". Desuden blev det pointeret, at spillerne skulle holde sig fra at kommentere dommerkendelserne hele tiden. FOKUS på spillet.

Kunne vi fysisk igen stå distancen i 2. halvleg...:
JA, det kunne vi. Dejligt. BMI lagde dog ud med deres bedste 6-7 minutter i kampen lige efter pausen. Men i det 37. minut fik Viktor lige sendt et forvarsel af sted, da han på en returbold skød snert forbi den ene opstander. 4 minutter senere kom den mere end fortjente udligning. Aske kæmper sig til bolden midt for mål, og får den prikket videre til Gustav, som fra en lidt spids vinkel koldblodigt scorer. Flot.

Allerede i det 44. minut får MIF den næste store chance, da Aske helt fri fyrer kanonen af. Bolden stryger lige forbi mål på den forkerte side af stolpen. På vej mod mål passerer bolden Jonas, men han tør ikke prikke den det sidste stykke ind, da han mente at han stod i offside. Dette var efter referentens mening super godt og hurtigt tænkt af Jonas i situationen, da han øjensynligt var tydeligt offside. Men stadig 1-1…

I det 53. minut skete retfærdigheden fyldest - MIF foran 2-1. Aske glider igennem i venstre side og Mathias Linde er flot fulgt med i feltet. På den fornemme tværpasning har Linde derfor nemt ved at skubbe bolden i kassen. Kampen bliver herefter lukket og slukket i det 57. minut, da Gustav laver en af sine super afleveringer i dybden til Aske, som kliner kuglen ind ved nærmeste stolpe.

Jubelen kunne herefter bryde løs ved dommerens slutfløjt og en spontan sneboldkamp gik i gang på den tilstødende bane. Trænerne fik dog "kaldt til ro": - og sejrssangen kunne igen igen bryde ud…

Referenten giver 4 bolde til den herlige fightervilje, der i dag prægede hele holdet.


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Marc, Aske, Viktor, Jonas, Christian, Emanuel, Tobias, Gustav, Mathias N., Mathias L.

Fidus: Christian
Målscorere, MIF: Gustav, Mathias L., Aske

Referent: Søren Hertz

Fotograf: Helle Svarre (Lindes mor), se Galerie MIF96.






20-03-2008: Brabrand IF-MIF 1-4   

Vild- eller vejledende?

MIF's U-12'ere måtte torsdag d. 20. marts tage af sted med et hold, der lige nøjagtigt var fuldtalligt, fordi både William og de to Mathias'er (I daglig tale Bob og Linde) havde måttet melde afbud, da en påskeferie kunne lokke endnu mere end en træningskamp mod Brabrand.
Kampen skulle spilles på Brabrands grusbane, der tog sig fint ud i solskin og med udsigt over søen. Banen var plan, men da der blev løbet noget på den skulle det vise sig, at den i store dele var så blød, at bolden ikke trillede uhindret, men blev bremset af underlaget.

Christian, der kom noget til skade i den sidste kamp, bar stadig tydelige spor efter "hovedlandingen" i sidste kamp, men virkede ellers fit for fight.

Ganske få min. inde i kampen, der startede nogenlunde lige, måtte en Brabrand-spiller tage hånden til hjælp for at blokere et MIF-indlæg, hvilket resulterede i et straffespark. Emil fik opgaven at sparke bolden ind - han scorede sikkert til højre for målmanden. Senere havde Aske et godt forsøg ved bagerste stolpe, efter et hjørnespark, men desværre uden det sidste held.

Der er ingen tvivl om at kampens dommer gjorde sit allerbedste, men det var også tydeligt at han ikke endnu havde megen rutine. Han kom således til at dømme offside mens alle MIF-spillerne var på egen halvdel men til gengæld fik MIF'erne senere lov at løbe mens der var offside. Træner-Anders kommenterede det således, at kampen jo er en træningskamp, både for spillerne og for dommeren.

Første halvleg blev præget af fight, men også af manglende organisation, hvilket betød at der blev spillet meget på midten af banen, som efter referentens øjemål ikke hørte til de største. Der var således en masse spillere omkring bolden på et ret lille område - det giver ikke ret gode muligheder for det flydende spil med hurtige afleveringer.
Med William på ferie var forsvaret ændret en smule, men de havde egentlig meget styr på deres roller. En del af MIF-spillerne havde dog besvær med at holde sig til den tildelte position, men søgte hen mod bolden. Det så også ud til at en del glemte, at der kan være forskel på hvad man gør under forsvarsspil og under angrebsspil. Mange gange kunne man se spillere søge ind i banen for at dække op (hvilket er lige efter bogen), men så glemme at søge ud i de frie rum, når der skulle angribes.

Da første halvleg sluttede, var det da også holdets organisation, at trænerne fokuserede på. Alle fik indskærpet, at man skulle sørge for at holde pladserne.

Da anden halvleg startede, kunne man se, at spillerne havde hørt efter trænernes ord i pausen - spillet blev bredt mere ud, og allerede efter 7 min. spil havde Gustav et rigtig godt forsøg som målmanden halvklarede og her sørgede Victor for at være først på bolden og sparkede den sikkert i nettet.
Blot få min. senere var Victor igen på spil, da han efter et fint opspil i højre side fik bolden, tog et par træk og hamrede bolden i nettet, stort set samme sted som få min. før.
Midt i anden halvleg havde Emanuel et nærgående forsøg, men det blev ved næsten…
Få min. efter Emanuels forsøg opstod der en klumpspilssituation, hvor Henrik igen viste, at han forstår at placere sig rigtigt - han kom for anden kamp i træk på scoringslisten.

At Brabrand få min. før kampens afslutning, efter et frispark skulle få et trøstemål var et udtryk for en lidt løs opdækning på bagerste stolpe, men det kunne ikke slette indtrykket af en klart bedre anden halvleg end den første.

SIF's træner var på stedet for at kikke på to af de kommende modstandere, idet både MIF og Brabrand deltager i samme pulje som SIF. Referenten har en stærk formodning om at dagens kamp kan være mere vildledende end vejledende i forhold til, hvordan MIF vil kunne spille når turneringen starter - men det gør vel egentlig ikke noget.

Fire bolde til MIF-spillerne for at lytte på trænernes råd i pausen!


Trup: Johannes, Emil, Henrik, Marc, Aske, Viktor, Jonas, Christian, Emanuel, Tobias, Gustav

Fidus: Gustav
Målscorere, MIF: Emil, Viktor (2), Henrik

Referent: Eigil Jensen

Fotograf: Nana Paulo, se Galerie MIF96.






15-03-2008: Stensballe IK-MIF 2-3   

Blod, sved og tårer gav sejren til sidst!

Lørdag d. 15. marts drog den samlede MIF U-12-trup af sted mod Stensballe, der er en forstad til Horsens. Ved en kontrol på internettet ses det, at Stensballe fører deres træningsturnering i B1.
For de fremmødte fans var det en dejlig dag at gå til fodbold på – man kan vist kalde det for en rigtig forårsdag – ingen regn, næsten ingen vind, mildt og lunt.
Stensballe havde valgt deres grusbane til arena for kampen, og der var tale om en grusbane i rigtig god forfatning – den var plan og uden de vandpytter vores egen grusbane byder på. Men som man ved, så er en grusbane hurtig og hård – det sidste måtte vores højre back, Christian, senere sande.
På MIF-holdet savnedes de to Mathias’er, i daglig tale ”Linde” og ”Bob”, så holdet måtte stille med blot én udskiftningsspiller.
Kampen startede ret lige, men MIF’erne blev snart klar over, at de spillede mod et hold, der lægger vægt på løbevillighed og aggression i spillet. Man skulle ikke ”varme” bolden ret meget før der sad et par modstandere i benene. På den baggrund blev MIF trykket tilbage på banen – der var mange spillere på små områder, så poleret spil blev det absolut ikke til.
Selv om MIF var presset, så var det tydeligt at også Stensballe havde store vanskeligheder med at komme frem til skudforsøg. De gange en Stensballe-spiller var ved at komme på skudhold blev forsøget blokeret af et opmærksomt forsvar.
Efter 15 min. spil måtte Christian, som tidligere nævnt, sande, at en grusbane er hård. Efter infight med en Stensballe-spiller faldt Christian så uheldigt, at han slog hovedet i gruset. Man kan ikke tale om at måtte bide i græsset, men derimod i gruset – Christian så forfærdelig ud – grus i hele ansigtet, blandet med kraftig næseblod og nogle grimme skrammer i ansigtet. Desuden havde Christian slået sin ene hofte. Christian kom senere tilbage, nogenlunde renvasket for blod, men med grimme skrammer. Han kom på banen igen – typisk for Christians fightervilje – men efter omkring 10 min. spil besluttede trænerne at skåne Christian, der godt ville have spillet videre. Trænerne ville dog skåne ham for at han skal være klar til næste kamp – torsdag i påskeferien.
Resten af halvlegen bød ikke på mål, men dominansen fra Stensballe fortsatte, uden at de dog blev farlige.
I pausen indskærpede trænerne, at når vi står overfor et aggressivt spillende hold, så skal vi ikke drible, men prøve at aflevere hurtigt, og ligeledes blev det indskærpet, at hvis man ikke kan få lov til at spille poleret spil, så må man fighte. Der blev foretaget en udskiftning, som fulgtes af følgende kommentar fra cheftrænerens side: ”Marc, du tager lige en pause – du har løbet som en hest”, hvilket viser, at der i hvert fald også var spillere på MIF’s hold, der havde ydet noget i første halvleg.
I anden halvleg havde MIF-spillerne taget trænernes ord til sig – der var klart mere fight og spillet blev, modsat første halvleg presset op på modstandernes banehalvdel. Efter få min. spil havde Aske et skudforsøg med sit højreben, der ikke er favoritbenet. Presset fortsatte, og uden at der var tale om det helt fine spil, så opstod der alligevel gode kombinationer. 7. min. inde i anden halvleg sendte Viktor bolden videre til Jonas, der kvitterede med kampens første mål.
Mindre end 5 min. senere blev bolden spillet på tværs og igen forsøgte Aske sig igen med sit højreben – denne gang resulterede det i MIF’s andet mål.
Den gamle landstræner Richard Møller Nielsen sagde mange mindeværdige ting – en af dem var at 2 – 0 var den sværeste føring – man kommer let til at slappe lidt af, og scorer modstanderen, så er man pludselig ikke langt fra at slippe sejren af hænde.
Måske var det føringen på de to mål, der svækkede opmærksomheden lidt, for Stensballe udnyttede at MIF’erne var kommet lidt langt frem på banen med et hurtigt kontraangreb, hvor de kom i overtal fik Stensballe reduceret.
Kort efter kom vi tættere på at Richard Møller Nielsens ord skulle blive sande, for der opstod igen en situation, hvor Stensballe i deres højre side fik slået en hård bold ind over, som Johannes ikke kunne holde, og på riposten dukkede en Stensballe-spiller op og udlignede.
Nu kunne det være gået galt, hvis ikke MIF-spillerne havde været gjort af det rette stof. MIF fastholdt overtaget i spillet og fremtvang flere hjørnespark. På et hjørnespark blev der lavet et perfekt indlæg, som Emil satte hovedet på – bolden blev blokeret og på riposten var Henrik på pletten og scorede til 3-2. Med ca. 10 min. tilbage af kampen gjaldt det nu om at fastholde spilovertaget og ikke trække sig tilbage.
MIF holdt fast og havde flere gode forsøg, men kampen fik ikke flere mål.
Det var absolut ikke den pæneste og mest polerede kamp fra MIF’s side, men modstandernes aggressivitet tillod ikke det pæne spil. For MIF er det mest værdifulde fra kampen måske ikke sejren, heller ikke selve spillet, men at man har fået erfaringer med en modstander, der spiller kontant og aggressivt.
Der tildeles Christian 5 bolde for sin indstilling til at kæmpe videre, selv efter at have slået sig slemt.


Trup: Johannes, Emil, Henrik, William, Marc, Aske, Viktor, Jonas, Christian, Emanuel, Tobias, Gustav

Fidus: Henrik
Målscorere, MIF: Jonas, Aske, Henrik

Referent: Eigil Jensen

Fotograf: Nana Paulo, se Galerie MIF96.






08-03-2008: MIF-AIA/Tranbjerg 7-0   

Champagnebold på kunststofbanen

Optakt:
Lørdag d. 8. marts var det blevet tid til den 3. kamp i træningsturneringen. Efter 2 knebne, og måske ikke helt fortjente nederlag, til de 2 pt. ubesejrede hold i gruppen, HA85 og Lyseng, var modstanderen i dag AIA/Tranbjerg. En kamp der bare skulle give 3 point på kontoen.

Kl. 10.15 mødte 12 friske drenge op ved MIF, klar til afgang mod kunststofbanen på Søholt. Der var høj solskin, 8 graders varme, og "næsten vindstille" (i hvert fald i forhold til de 2 foregående kampe).

Dagens referent nåede at få et kort eksklusivt interview med cheftræner Per Olesen inden afgang, om forventningerne til dagens kamp. "Jeg forventer, at vi kommer ud med et helbanepres og sætter os på kampen fra start" udtalte Per Olesen. Han fortsatte, "det baserer jeg på vores gode spil i de 2 første kampe, kombineret med AIA/Tranbjergs hidtidige resultater".

Opstillingen:
Efter Anders´ sædvanlige grundige opvarmning var MIF kampklare. Der var i ugens løb indløbet afbud fra Bob og Jonas, så der var kun 12 mand i kamptruppen. Disse 12 spillere havde trænerteamet valgt at placere på følgende måde i den sædvanlige 4-4-2 opstilling: Johannes på mål. Et forsvar bestående af Tobias på højre back, William på venstre back og Emil og Henrik i midterforsvaret, hvor Emil skulle falde tilbage som bagerste mand. På midtbanen skulle Aske og Emanuel passe kanterne, mens Gustav og Linde skulle arbejde i maskinrummet og fordele boldene. På toppen var dagen angrebsduo Viktor og Marc. Christian startede ude, men kom hurtigt ind, og gjorde en god figur.

Kampens indledning:
Kampens første 4-5 minutter startede lidt nervøst fra begge hold, hvor MIF skulle vænne sig til medvinden og den hurtige bane. Men hurtigt satte MIF-gutterne sig på kampen, og i det 6. minut var Emanuel en skostørrelse fra at bringe MIF foran efter et flot indlæg fra Gustav fra venstre side. Minuttet efter var Aske på spil i feltet, men fik ikke ordentlig træf på afslutningen.

Pludselig svarede AIA igen i det 12. minut og kombinerede flot foran feltet. Den kompetente afslutning plukkede Johannes ned som den største selvfølgelighed i verden. Flot. Og forældrenes bange anelser om endnu en ufortjent føring til modstanderne blev gjort til skamme.

Forløsningen 1-0 og 2-0 inden pausen:
Forløsningen kom heldigvis allerede i det 14. minut, hvor en velspillende Linde fandt en ligeledes velspillende Viktor med en flot dyb aflevering. Fortjent satte Viktor en sikker scoring ind via opstanderen uden chance for målmanden. Herligt.

I det 17. minut var der igen grund til jubel. Viktor gled igennem i højre side og fandt en fri Aske foran mål, som kunne glide bolden i det tomme mål.

Nu indfandt selvtilliden sig for alvor blandt MIF drengene. Flotte kombinationer bølgede mod AIA´s mål, 1. berøringerne sad lige i skabet og der var stor løbevillighed uden bold. Trods et par halve chancer til Marc, måtte MIF "nøjes" med en 2-0 pauseføring.

Gode råd i pausen:
Spillerne fik fortjente roser i pausen for deres gode spil og fightervilje. De 2 fokuspunkter for 2. halvleg var mere koldblodighed i afslutningerne samt at holde bolden ved jorden i modvinden. Og det skulle hurtigt vise sig, at spillerne havde lyttet til de gode råd, selv om 2. halvleg startede værst tænkeligt, da Viktor skadet måtte bæres fra banen allerede i det 32. minut.

Festfyrværkeri af flotte scoringer:
2. halvleg udviklede sig til et sandt festfyrværkeri af godt spil og flotte mål/detaljer mod et mere og mere fortvivlet og modløst AIA mandskab, der måtte give op for overmagten.

3-0 i 39. minut: Marc modtager bolden midt for mål, vender og afdribler 2 modspillere før han sikkert placerer den i det lange hjørne.

4-0 i 41. minut: Emanuel kæmper suverænt i højre side og bryder til baglinjen. Han serverer en følt sukkerbold ind over, som Marc flot med hovedet dirigerer over i modsatte hjørne.

5-0 i 44. minut: Efter et præcist hjørne fra Tobias i venstre side header Emil på opstanderen, og bolden springer ind til Aske, som heldigt og dygtigt får den vippet op og headet ind.

6-0 i 52. minut: Sekunder inden denne tennis-cifre scoring, havde AIA en kæmpe chance efter indlæg fra højre side. To AIA-spillere stod fri foran et tomt mål, men Christian fik på mirakuløs vis raget kastanjerne ud af ilden. På det efterfølgende kontraangreb spillede Gustav en genial bold i dybden til Aske, som spurtede fra forsvaret og koldblodigt løftede sin 3. scoring i kassen.

7-0 i 55. minut: Aske bryder godt igennem i venstre side, og hans præcise indlæg behandler Emanuel efter fortjeneste, da han resolut sparker bolden i kassen på 1. berøring. Klasse.

Kampen igennem stod MIF-forsvaret godt, og gav kun ganske få chancer væk, som Johannes tog sig af. Henrik og Emil fik lukket godt af på midten, mens Tobias og William fik pakket AIA´s fløje godt ind, selv om de også deltog i det fremadrettede spil.

Hermed ender det 7-0, og drengene fik velfortjente klapsalver inden sejrsangen (PÅ banen, så ALLE kunne høre det). Der var lutter smil fra trænerteamet, og det har sikkert været svært at uddele fidusen. Men den tilfaldt ganske fortjent Linde, som var her, der og alle vegne og gik forrest, når der skulle kæmpes og erobres bolde.

Referenten giver 5 bolde til de flotte angreb/afslutninger i specielt 2. halvleg.


Trup: Johannes, Emil, Henrik, William, Marc, Mathias L., Aske, Viktor, Christian, Emanuel, Tobias, Gustav

Fidus: Mathias Lindegaard
Målscorere, MIF: Aske (3), Marc (2), Viktor, Emanuel

Referent: Søren Hertz (Marc' papfar)

Fotograf: Dorthe Ø. Hertz (Marc' mor), se Galerie MIF96.






01-03-2008: IF Lyseng-MIF 1-0   

MIF i med- og modvind: Så skal der trænes afslutninger!

Årets første ”forårsdag” gik til Lyseng ved Århus, hvor vores drenge skulle spille deres 2. træningsturneringskamp på grusbane. Det må nok pointeres at denne turnering indtil videre er kommet til at stå i blæstens tegn. For har der været blæsevejr i de andre kampe, så var det ingenting i forhold til i denne her. Referenten havde store problemer med at holde balancen og ikke mindst på papir og blyant. Jeg tror også jeg kan tale for fotografen. MIF startede med stormen i ryggen og 1. halvleg foregik faktisk kun på modstanderens banehalvdel.
Vi havde nogle store chancer og burde nok have scoret et par mål. Der blev vist godt sammenspil, med rigtig gode oplæg fra Tobias og Emil, men det kneb med afslutningerne. I 15. minut får Lyseng et frispark som Johannes redder meget sikkert.
Igen går alt spillet til MIF. Og de lægger et stort pres på Lyseng. Vi får rigtig mange hjørnespark, men det er helt umuligt at få bolden ind over p.g.a. blæsten. Emanuel får også tilkendt et frispark, som Bob får flot placeret nede ved venstre stolpe - desværre rammer bolden også stolpen. Så 1. halvleg ender 0-0.

2. halvleg er jo så i strid modvind, og her kommer Johannes virkelig til vise sit værd med nogle meget flotte og sikre redninger. Og han formår også at sparke bolden langt ud, trods den hårde modvind. Drengene er gode til holde bolden ved jorden, og de formår at skabe nogle store chancer, selvom forholdene er nærmest umulige. Bolden vil bare ikke i nettet. Det ender med et ærgerligt mål til Lyseng, der med et indlæg fra højre side får spillet en spiller fri. Og de scorer sikkert mod en helt chanceløs Johannes.

Alt i alt var det en god kamp. Drengene er ved at få styr på den nye opstilling og det ser meget flot ud når spillet op af banen fungerer. Johannes fik fidusen for at stå en total fejlfri kamp. Der skal lidt mere saft og kraft på afslutningerne – men det skal nok komme.

Referenten giver 3 ud af fem bolde for den gode kampånd der blev udvist såvel inde som udenfor banen. Både spillere og tilskuere var oppe imod hårde kræfter – naturens kræfter!


Trup: Johannes, Emil, Henrik, William, Marc, Mathias N., Jonas, Aske, Viktor, Christian, Emanuel, Tobias, Gustav

Fidus: Johannes
Målscorere, MIF: -

Referent: Karen-Lise Nyengaard (Viktors mor)

Fotograf: Tia Laursen (Tobias' mor), se Galerie MIF96.






27-02-2008: MIF-MIFU13 3-0

Trup: Johannes, Emil, Henrik, William, Mathias L., Tobias, Gustav, Jonas, Marc, Mathias N., Christian, Emanuel, Aske, Viktor




23-02-2008: MIF-HA85 2-3    & !

Årets anden træningskamp: Mere løbetræning?

Hele holdet på nær Jonas var med til denne 2. træningskamp. Vi mødtes på MIF til fælles afgang kl. 8.30, spændte på om vi denne gang virkelig skulle få lov at spille på kunstbanen.

Det fik vi lov til, og kl. 9.30 blev kampen fløjtet i gang, lige som solen brød i gennem skydækket. Det var lidt blæsende, men vinden kom fra siden, så den generede ikke så meget. Allerede i det første minut havde MIF 2 skud på HA85’s mål, og det lod til at vi havde overtaget. Men i 5. minut løb vores målmand Johannes en angrebsspiller ned, og desværre fik HA85 et straffe ud af situationen. Deres anfører Toby satte bolden sikkert i kassen, og vi startede altså med at komme bagud, ikke helt retfærdigt.

MIF bevarede dog fighterånden og havde overtaget i den første del af halvlegen. Der var gode angrebssituationer, og både Aske og Mark havde flere afslutninger, desværre uden at få bolden i nettet. Men også HA85 kæmpede godt, og det lykkedes dem at score igen i 17. minut. Resten af halvlegen sad de på kampen og var nu foran 2-0, hvilket var stillingen da vi gik til halvleg.

2. halvleg startede vi godt ud med et par fine angreb, fighterånden var igen over os. Der var både Emanuel, der lige foran mål fik et skub i ryggen, så han ikke fik afsluttet ordentligt, og så var der også en hurtig contra med et skud på indersiden af stolpen, men desværre også uden at den gik ind. Men 6 minutter inde i halvlegen lykkedes det endelig, MIF fik reduceret til 2-1 på et skud af Linde, og glæden var stor på tilskuerpladserne.

Kampen bølgede stadig frem og tilbage, der var gode sekvenser på begge banehalvdele, og ikke mere end 5 minutter efter reduceringen fik HA85 igen mål – nu stod der 3-1. MIF havde i sidste halvdel af halvlegen en del hjørnespark, og endelig resulterede et af dem i vores sidste mål, reduceringen til 3-2 i 22.minut. Hvem der egentlig stod for det mål, nåede vi på tilskuerpladserne ikke at få helt styr på – Emil havde hoved på, men om der var andre MIF’ere> eller måske endda HA85’ere involverede er uvist.

Men sikkert er det, at kampen endte 3-2 til HA85, og at det var en meget jævnbyrdig og spændende kamp. På tilskuerpladserne var meningerne om de manglende MIF-mål delte. Nogle mente, at målet var forhekset (mødrene), andre at der manglede kraft og præcision i afslutningerne(fædrene). Jeg vil lade det være op til trænerne at vurdere, om det er noget, de kan arbejde videre på. Hvis fædrene har ret, kan jeg kun opfordre til mere skudtræning med placering og kraft som fokuspunkter!

Det var tydeligt, at MIF-spillerne stadig arbejder på at få den nye opstilling til at fungere. Det var også tydeligt, at vi havde problemer med at kunne følge med HA85’s hurtigste angrebsspillere, så der må lyde endnu en opfordring herfra: Mere løbetræning, Anders!


Aske fik fidusen for sin gode præstation i angrebet.


Referenten vil gerne uddele bolde i 2 kategorier:

Den ene indenfor kategorien ”Tilskuere”. Her må det være på sin plads at give Leif 1 ud af 5 bolde for at møde ubarberet op til kamp. Det accepteres kun, fordi det var træningskamp, og vi håber ikke det gentager sig, når turneringen går i gang.

Den anden kategori er ”Sejrsråb”. Her indkasserer HA85 1 ud af 5 bolde, da de først kom med sejrsråbet inde i omklædningsrummet, hvor det kun var dem selv og referenten, der kunne høre det. Man må dog, trods blæst og nogle ventende SIF- og OB-spillere, stadig forvente, at et sejrsråb skal råbes inden banen forlades. Vi håber ikke, denne opførsel gentager sig.

Trup: Johannes, Emil, Henrik, William, Mathias L., Tobias, Gustav, Marc, Mathias N., Aske, Viktor, Christian, Emanuel

Fidus: Aske
Målscorere, MIF: Mathias L. "Linde", selvmål?

Referent: Nana Paulo (Emanuels mor)

Fotograf: Karsten M. Nielsen (Bobs far), se Galerie MIF96.





03-02-2008: SIF-MIF 4-0   

Årets første træningskamp: Forsmag på mesterrækken?

Søndag formiddag d. 3. februar var tiden for MIF's U12 drenges første reelle træningskamp i optakten til årets turnering. Stedet var Søholt og kunstgræsbanen, troede alle….. Det viste sig, at der var sket en dobbeltbooking, således at en flok herrer, hvoraf en del havde meget brede midterskilninger og som havde en gennemsnitsalder, der formentlig er 20-30 år over vore spilleres, mente sig berettigede til kunstgræsbanen. Lidt underligt at man ikke kan lave et system, således at dobbeltbookinger umuliggøres! Kampen blev derfor spillet på græs. Banen var såmænd OK, og den manglende opstregning blev erstattet af kegler - ikke ideelt, men lige for begge parter. Der stod en strid blæst ind på tværs af banen, hvilket viste sig at betyde en del for spillet. Som træningskamp gælder det jo først og fremmest om at der kan eksperimenteres og forsøges. MIF havde således ændret i den grundlæggende opstilling, således at der skulle spilles med 4 i forsvar, 4 på midtbanen og 2 i angrebet. Desuden blev en del spillere afprøvet i positioner, som de ikke tidligere har spillet. Sådanne ændringer giver almindeligvis nogen usikkerhed og det viste sig da også at få betydning i kampen.

Kampen bølgede i starten frem og tilbage - I kampens første 5 min. havde MIF'erne således et par gode indlæg fra højre side og SIF'erne havde haft en friløber og en alvorlig klumpspilssituation foran MIF's mål. Det var tydeligt, at der var usikkerhed i MIF'ernes bageste forsvar, og det endte da også med at man blev overløbet i højre forsvarsside, og vores målmand, Johannes, var prisgivet - 1-0.
Resten af halvlegen kom der ikke yderligere scoringer, men der var flere nærgående forsøg i begge ender. Bedste forsøg fra MIF havde Emanuel i det 9. minut og "Bob" i det 24. Begge var resultater af hurtige kontraangreb. Første halvleg var nogenlunde jævnbyrdig, men med en mindre overvægt til SIF. I pausen blev der fra trænernes side lagt vægt på at der skulle kæmpes mere og at man skulle tackle igennem, således at SIF ikke skulle fortsætte med at være fysisk dominerende.
Anden halvleg startede friskt fra MIF's side og Jonas havde i venstre angrebsside en ret god mulighed, som dog ikke resulterede i mål. Allerede i 2. halvlegs 5. min. gik det imidlertid galt efter en klumpspilssituation foran MIF's mål - 2-0! Blot ét minut senere gik det igen galt, denne gang kunne en SIF-spiller med vinden i ryggen sende bolden af sted i noget, der lignede en mellemting mellem et indlæg og et skud på mål, således at bolden i en blød bue sejlede over i målets modsatte side, tæt ved stolpen - 3-0! Nedtur! Herefter fulgte en periode af kampen, hvor SIF dominerede kampen, og Johannes måtte ved et par lejligheder redde os. I den anden ende havde Jonas og Aske begge gode kontraforsøg, hvor de viste, at de fuldt ud er i stand til at løbe med SIF's forsvar. Undervejs i denne periode kæmpede MIF's forsvar bravt. I det 20. min. måtte Emil således sætte hovedet på et skud, og bolden gik via stolpen i spil igen. Mindre end 2 min. før tid scorede SIF deres 4. mål - efter at Johannes havde halvklaret fik en SIF-spiller prikket bolden i mål.
I overtiden sendte MIF de fleste spillere frem på et hjørnespark og man havde et hovedstødsforsøg, der dog ikke resulterede i mål. Alt i alt en kamp, hvor man må sige at SIF fortjente sejren, men hvor cifrene dog synes at være lidt for markante i forhold til spillets fordeling. Kampen må siges at være særdeles værdifuld som træningskamp, hvor det først og fremmest handler om at lære!

For anden gang er vi offer for kunstgræsbanens ringe bookingsystem. Og det får derfor kun én ud af fem MIF-bolde! (Red.)

Trup: Johannes, Timm, Emil, Henrik, William, Mathias L., Tobias, Gustav, Jens Chr., Mathias N., Emanuel, Jonas, Aske, Viktor, Christian

Fidus: Emanuel
Målscorere, MIF: -

Referent: Eigil og Tove (Emils forældre)

Fotograf: Eigil Jensen, se Galerie MIF96.

Sådan så SIF kampen



12-01-2008: MIF-Kolding IF/Bramdrupdam GIF/Skovbakken IK 3-1/3-3/4-3   

Årets første titel: Regionsmestre i indefodbold på store mål

Lørdag den 12. januar deltog Mariehøj IF i JBU Region 3's regionsfinale for U-12 Drenge A i indefodbold på store mål i Langskovhallen, Ølholm. Dagens finalemodstandere var Kolding IF, Bramdrupdam GIF og forhåndsfavoritterne fra Skovbakken IK.

I den første kamp mod Kolding, hvor MIF havde et mindre overtag, blev det til en sejr på 3-1 efter stillinger undervejs på 1-0 og 1-1. Altså en god begyndelse på turneringen på trods af, at afleveringerne lå for upræcist.

I næste kamp stod Bramdrupdam så på menuen, og igen kom MIF foran 1-0, men med omkring to minutter tilbage af kampen var denne stilling vendt til 1-3, og det så sort ud. Så fik Bramdrupdam vist en spiller ud, og med én mand i overtal og ét minut igen fik MIF reduceret til 2-3 og havde nu meget travlt. Bramdrupdam fik 10 sekunder før tid målspark, og alt håb var tilsyneladende ude for MIF, men Bramdrupdam kludrede i afviklingen af målsparket og med to sekunder igen fik Gustav udlignet til slutstillingen 3-3. Og MIF var således med fire point for to kampe stadig godt med i kampen om guldet.

Det uafgjorte resultat af den følgende kamp mellem Kolding og Bramdrupdam betød, at MIF inden stævnets sidste kamp mod Skovbakken var sikker på mindst sølv, mens en sejr ville sikre MIF guldet. Skovbakken kunne på grund af ét mål mere på pluskontoen nøjes med uafgjort. Skovbakken var i øvrigt en gammel kending med hensyn til regionsfinaler. I 2006 slog de MIF overbevisende i finalen i JBUs introstævne til 11-mandsfodbold. Så der var på forhånd stor respekt for modstanderen.

Heldigvis fik MIF igen en god start med en 1-0 føring på et langskud, der blev snittet af en Skovbakken-spiller og dermed snød målmanden. Det blev senere til en føring på 3-1, og MIF havde guldet inden for rækkevidde, men så fik MIF en spiller udvist og Skovbakken reducerede let til 2-3 i overtal. Skovbakken fik også udlignet til 3-3 på et meget flot langskud, og de var nu i besiddelse af guldet. MIF bragte sig dog hurtigt foran igen ved Emil, og stillingen 4-3 holdt kampen ud på trods af et voldsomt Skovbakken-pres i det sidste minut af kampen, hvor MIF blev reddet af dagens fødselar, Henrik, i målet. Herefter kunne MIF lade jublen bryde løs og fejre regionsmesterskabet, samt at det nu står 1-1 i regionsfinaler mellem Mariehøj IF og Skovbakken IK.

Trup: Aske, William, Henrik, Gustav, Emil, Viktor, Tobias

Fidus: NA
Målscorere, MIF: Tobias, Viktor, Gustav, Emil

Referent: Kristian Skriver Dahl
Fotografer: Per Olesen, Eigil Jensen, Kristian Skriver Dahl, se Galerie MIF96.



Til seneste referat

Webmaster

MIF i Mesterækken